Fodboldspilleren Nicklas Bendtner erkender at have slået en taxachauffør i ansigtet med en knytnæve, men han afviser at have sparket chaufføren i hovedet.
Det er ellers, hvad den danske fodboldspiller i dag sidder på anklagebænken for i Københavns Byret.
Her fortæller Nicklas Bendtner, at episoden udsprang efter et stort skænderi i en taxa midt om natten den 9. september i Indre By i København.
Her var Nicklas Bendtner og kæresten på vej hjem fra byen. Stemningen var dårlig mellem kæresteparret, som havde en voldsom diskussion indbyrdes. De var berusede.
Undervejs i taxaen begynder parret at instruere chaufføren om, hvordan han skal køre. Der bliver talt meget grimt i taxaen.
- Jeg følte, at stemningen blev ond derinde. Jeg ville gerne afværge den situation, og derfor forlod jeg taxaen, siger Nicklas Bendtner fra vidneskranken i Københavns Byret.
Bendtner følte sig truet
Kæresteparret forlader taxaen uden at betale regningen på 52 kroner.
Det bliver taxachaufføren meget sur over, og derfor kører han efter parret. Chaufføren råber grimme ord efter parret, som svarer igen.
Derefter tager chaufføren en genstand - måske en dåse eller en sodavandsflaske - og kaster den efter parret. Den rammer ikke.
- Jeg følte mig truet. Jeg frygtede for, hvad der kunne ske for mig selv og min kæreste, efter der var blevet kastet ting efter os, siger Nicklas Bendtner.
Derfor går Nicklas Bendtner hen til chaufføren, som er steget ud af taxaen.
- Da vi konfronterede hinanden, løftede vi armen på samme tid, og jeg slog ham først, fortæller Nicklas Bendtner.
Fodboldspilleren afviser anklagerne om, at han sparker taxachaufføren efter slaget.
I stedet forklarer han, at slaget medfører, at chaufføren falder ind i taxaen og lander på jorden.
Herefter træder fodboldspilleren ind over chaufføren for at se til til ham.
- Jeg løfter mit ben for at træde hen over ham for at se, om han er ok, lyder det.
- Jeg bliver meget overrasket over, at det overhovedet kunne ske, så jeg går hen og kigger til ham. Han er meget omtåget og virker ikke til at være 100 procent til stede, siger Nicklas Bendtner.
- Min kæreste kommer hen ved siden af mig. Hun siger, at der kommer nogen, så vi må hellere komme af sted, tilføjer han.
På billeder har retten set, hvordan taxachaufføren efter episoden havde blod ud af øret og buler og rifter i ansigtet.
Sagen kører som en simpel voldssag, men er speciel, fordi både taxachaufføren og Nicklas Bendtner er tiltalt i samme sag og sidder side ved side i Københavns Byret.
Begge har tidligere på dagen nægtet sig skyldige i anklagerne om vold og forsøg på vold.
Det var planen, at Nicklas Bendtners kæreste også skulle vidne i retten, men selvom hun var mødt op, så blev det droppet på grund af tidspres.
EN SIMPEL SAG OM VOLD
- •
Taxachaufføren er tiltalt for forsøg på vold. Ifølge anklagen har han kastet en ukendt genstand efter Nicklas Bendtner og kæresten, fordi han ikke fik betaling for en taxatur den 9. september klokken 2:25 om natten.
- •
Fodboldspilleren Nicklas Bendtner er tiltalt for vold ved efter ovenstående episode at have slået taxachaufføren med et knytnæveslag, der ramte i hovedet, så chaufføren faldt. Efter det skal Nicklas Bendtner have sparket chaufføren i ansigtet, så han fik buler og rifter i ansigtet og skulle opereres i kæben, lyder anklagen.
- •
Derudover er Nicklas Bendtner tiltalt for at have overtrådt færdselsloven ved at have kørt i taxaen uden sikkerhedssele og at have forladt taxaen uden at betale regningen, der lød på 52 kroner.
- •
Taxachaufføren er også tiltalt for at have overtrådt færdselsloven ved at have kørt taxaen uden sele og at have talt i telefon under kørslen.
- •
Kilde: Anklageskriftet