Ni fagforeninger i oprør over Nyt OUH: Hvordan kan det ske på et offentligt byggeri?

Samarbejdsaftale er brudt, skriver Byggefagenes Samvirke Odense i klage til Region Syddanmark. Vi bliver forhindret i at opdage social dumping, mener de. Politiker vil indkalde til møde.

Pasquale Cozzolino arbejdede på Nyt OUH i sommeren 2022 og ni måneder frem. Den italienske VVS'er er i dag hjemme i Italien igen efter at have oplevet omfattende lønsnyd på byggeriet. (Foto: © (Grafik) Sara Lillie Gornitzka)

Det knager og brager i samarbejdet mellem Region Syddanmark og Byggefagenes Samvirke Odense (BSO), som består af ni fagforeninger - blandt andet 3F Bygningsarbejderne, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal.

Fagforeningerne har sendt en officiel klage til regionen og regionens egen projektorganisation på milliardbyggeriet af det fynske supersygehus, som bliver Danmarks største nybyggede af slagsen.

- Det bliver mere og mere besværligt for os at løfte faglige sager på Nyt OUH - det forstår vi ikke, siger Torben Knudsen, formand for 3F Bygningsarbejderne Fyn og for Byggefagenes Samvirke Odense.

- Vi er flere gange blevet lovet hjælp, og vi har haft kontakt til flere politikere, men vi mener ikke, der bliver gjort noget for at hjælpe os. Tværtimod, siger Torben Knudsen.

Cozzolino-sagen

I klagen, som DR har en kopi af, skriver fagforeningerne blandt andet, at de mener, samarbejdsaftalen mellem BSO, Region Syddanmark og totalentreprenøren er brudt.

- Det virker til, at man ikke ønsker, hverken fra totalentreprenørens side eller projektorganisationens side at være med til at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår og bekæmpe social dumping på byggeriet af Nyt OUH, skriver de.

En næsten færdig sengestue i voksenpsykiatrien, som også bliver en del af Nyt OUH, der forventes at stå klar til de første patienter i 2026/2027. Billedet her er taget under åbent hus i efteråret 2023. (Foto: © Frank Cilius, Ritzau Scanpix)

Fagforeningerne påpeger blandt andet, at totalentreprenøren er begyndt at nægte at udlevere en anonymiseret liste på medarbejdere til en fagforening, når den har mistanke om, at medarbejdere i en virksomhed bliver snydt. Og at regionen er begyndt at kræve samtykke fra hver af de medarbejdere, fagforeningerne gerne vil have tidsregistringer på.

- Den hjælp og de lister har vi fået hidtil, de er anonymiseret, og der er ikke noget GDPR eller noget i det. Men efter den seneste sag, som Blik- og Rørarbejderforbundet kørte, og som DR omtalte, er der blevet helt lukket, fastlår Torben Knudsen.

Han henviser til sagen om den italienske vvs-arbejder Pasquale Cozzolino, som DR afdækkede i februar.

Porten sladrede

Cozzolino arbejdede ni måneder på supersygehuset i 2022 og 2023, blev underbetalt og indgik via Blik- og Rørarbejderforbundet forlig med sin italienske arbejdsgiver, som efterbetalte ham samlet 161.000 kroner.

Underbetalingen af Pasquale Cozzolino blev afsløret, fordi fagforeningen kunne sammenligne italienerens officielle timeregistreringer med de tider, han havde tjekket ind og ud af porten til byggepladsen.

Porten sladrede: Cozzolino havde været cirka 60 timer om ugen på byggepladsen, men han blev aflønnet for de officielle 37 timer.

- Sådan behandler man ikke håndværkere, lød det dengang fra den italienske håndværker.

Ind- og udgangskontrol på byggepladsen til OUH. Det blandt andet sådan en port, der registrerer hvem, der går ind og ud - og hvornår. Det var data fra porten, der afdækkede lønsnyd på Nyt OUH i forbindelse med sagen om den italienske vvs-arbejder Pasquale Cozzolino. (Foto: © Frank Cilius, Ritzau Scanpix)

Efter Cozzolino-sagen lød det fra både embedsværk og politikere, at social dumping på Nyt OUH er uhørt, at fagforeningerne selvfølgelig skulle have hjælp, og at alt skulle frem i lyset.

Har haft travlt i EU

Det sagde blandt andre Karsten Uno Petersen (S), regionsrådsmedlem og formand for udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling, som har ansvar for Nyt OUH.

I dag erkender Karsten Uno Petersen, at der er sket ændringer siden Cozzolino-sagen. Men han ved ikke hvorfor, vil undersøge det og gentager det budskab, han og hans egen projektorganisation på byggeriet kom med for nogle måneder siden.

- Vi skal være så åbne, som vi overhovedet kan og overholde vores samarbejdstale. Det er min tilgang, og det har det hele tiden været. Jeg skal indrømme, at jeg har været meget travl i forbindelse med mit arbejde i EU, så jeg har ikke fået fulgt op på de ting, jeg har sat i gang, siger formanden, der vil sørge for at få det gjort og vil indkalde fagforeningerne til et møde.

Uden værdi

Region Syddanmark, totalentreprenøren og Byggefagenes Samvirke Odense indgik samarbejdsaftalen i 2020, men den giver Carsten Duus, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Fyn og i Byggefagenes Samvirke Odense, ikke mange femører for.

- Det er lige nu en samarbejdsaftale, der ikke har meget værdi. I hvert fald ikke på det punkt, der handler om at sikre den danske model og sikre lønmodtagerne den løn, de har krav på, fastslår han.

Karsten Uno Petersen vil indkalde Byggefagenes Samvirke Odense til et møde med hele udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling.

Totalentreprenøren på Nyt OUH er Odense Hospital Project Team (OHPT), som består af de italienske selskaber CMB/Itinera. DR har bedt totalentreprenøren kommentere kritikken fra Byggefagenes Samvirke Odense, men det er OHPT ikke vendt tilbage med.