Nete til sæddonoren Mikkel: Er vi donorbørn bare en druktur for jer?

21-årige Nete stiller den anonyme sæddonor de spørgsmål, hun ikke kan stille sin biologiske far, der også var anonym donor.

Nete møder den 24-årige sæddonor, der donerer anonymt, og får stillet ham de spørgsmål, hun længe har gemt på. (Foto: © Anne Kjær)

21-årige Nete har mærket på egen krop, hvordan uvished om sit eget biologiske ophav føles.

Hun kender ikke sin donorfar og kommer aldrig til det. Det betyder, at hun ikke kan få svar på spørgsmål om arvelige sygdomme eller finde ud af, hvorfor hendes biologiske far donerede sæd.

Gennem Cryos International Sperm Bank i Aarhus har Nete fået kontakt med en anonym sæddonor, som gerne vil svare på Netes spørgsmål.

’Mikkel’ er en af Cryos’ godt 900 sæddonorer, der gør Cryos til verdens største sædbank.

Hvorfor anonymt?

Nete: Allerførst kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorfor du er sæddonor?

- Det er jeg, fordi jeg har været på SU. Men også fordi jeg har to børn derhjemme, og jeg kender nogle, der har haft rigtig svært ved at få børn. Så derfor er der både et økonomisk incitament i det, mens jeg hjælper andre med at få børn. For det er en kæmpe gave at få børn.

Nete: Jeg vil gerne vide, hvorfor du donorer anonymt, hvis du gerne vil hjælpe og synes, at det er en gave at få børn?

Mikkel: Det har ikke udelukkende været mit valg. Jeg er gift og har en kone og to børn derhjemme at beskytte. Jeg har egentlig ikke nogen kvaler ved at sætte mit ansigt på for kommende børn, der måske har et behov for at mødes. Men min kone ville være ked af, at der kom fem børn og bankede på min dør om 18 år.

Ikke alene om beslutningen

Men det er jo ikke sådan, det fungerer. Der dukker ikke lige pludselig fem børn op foran din dør. Der bliver skabt en kontakt gennem Cryos, og du har ligesom været klar over muligheden for det i 18 år. Man behøver ikke engang at mødes på din adresse. Synes du ikke, det er fair at sætte én time af til et barn?

- Jo, jeg kan godt forstå, hvis man gerne vil vide, at jeg ikke har været narkoman eller haft desperat brug for pengene. Jeg kunne godt overskue at sætte et par timer af til et barn, men det er bare ikke min beslutning alene. Jeg har endda overvejet at skifte til at være ikke-anonym donor uden min kones accept, men det går heller ikke.

Et sådant møde med min donorfar ville betyde så meget for mig. Tror du, at det kunne gøre en forskel, og at du kunne overtale din kone til at lade dig skifte status, hvis du går hjem og fortæller hende om det her møde med mig?

- Jeg tror i hvert fald, at jeg skal tage snakken op igen med min kone. Det er noget, jeg har overvejet i et års tid nu, og det her giver mig større indsigt i, at jeg nok bør ændre min status.

Gik pengene til en bytur?

Det er jeg simpelthen så glad for at høre. For mig fylder spørgsmålet om, hvorfor min donorfar gjorde det meget. Jeg er bange for, at han gjorde det, fordi han manglede penge til en bytur. Hvor meget betyder pengene for dig?

- Jeg gør det ikke rigtig meget for pengene. For mig har det betydet, at jeg kunne have en opsparing, mens jeg studerede. Så det er ikke fordi, jeg går ud og brænder dem af. Halvdelen går til skat, og resten ryger ind på opsparingen. Jeg har været sæddonor i snart tre år, og jeg kommer her nok en gang om ugen. Da jeg studerede, kom jeg her oftere.

Når du taler med dine kammerater om det her, hvordan er jeres tone så? På Facebook har jeg nemlig set, at der er mange, der joker med det og siger: 'Så er der nogle hurtige penge til byen.' Gør I også sådan?

- Det bliver meget drengerøvssnak. Vi har aldrig sat os ned og taget en dybere snak om det. Det er ikke fordi, vi er onde mennesker. Det er fordi, det er så tabubelagt, at vi sætter en facade op, tror jeg. Jeg kan godt se, at det er forkert, men det er utrolig privat for mig. Det er noget, der hører til i mine og min kammerats tanker, når vi sidder og hygger os, og stemningen går højt. Men jeg vil lige sige, at det aldrig er børnene, vi joker med. Det er de hurtige penge.

Tænker at donorbørnene har det godt

Men for mig er det bare det samme. For hvis hovedmotivationen er pengene, så bliver jeg reduceret til et hurtigt solgt produkt. Som donorbarn bruger jeg meget af min tid på at tænke på, hvem jeg mon stammer fra. Mens han måske bare har brugt pengene på at gå ud og drikke sig fuld, og så slutter tankerne ligesom der. Men hvor meget tænker du på de børn, der kommer ud af det?

- Jeg tænkte meget på børnene i starten. Men ikke så meget mere. Jeg tænker på det, når jeg er hernede (i sædbanken, red.). Men det har aldrig været meningen, at der er donorbørn, der skal tænke på mig. Jeg synes ikke, at jeg svigter nogen, for jeg ved, at donorbørnene får den omsorg, de skal.

- Jeg ved ikke, hvor mange børn, der er i verden på grund af mig. Jeg ved, at der er to. Og dem ved jeg, at der bliver taget om.

Mikkel er ikke hans rigtige navn. Navnet er redaktionen bekendt.