På andet døgn er der problemer med driften på NemID, hvilket er årsagen til, at en stor del af os ikke kan bruge den digitale tjeneste.
Det betyder, at der kan være problemer med eksempelvis at tilgå skat.dk, borger.dk, ens netbank og ens digitale postkasse.
Ifølge Nets drejer det sig om cirka en tredjedel af NemID-brugerne, som ikke kan komme igennem, mens to tredjedele godt kan.
Stort set alle danskere over 15 år benytter sig af NemID. Ifølge Nets er over 76 procent også tilkoblet MitID.
Problemerne med driften af Nem-ID begyndte i går, onsdag, og problemerne er fortsat i dag. Samtidig melder Digitaliseringsstyrelsen, som står for at købe digitale løsninger til det offentlige, at der også er udsving på NemLog-in, som også dækker over MitID.
I sundhedsvæsnet er man også påvirkede af de tekniske problemer.
Som borger kan man opleve problemer med at tilgå coronapas-appen og medicinkort-appen, oplyser Sundhedsdatastyrelsen i en mail til DR Nyheder.
Også Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem er påvirket af fejlen på NemLog-in. Det betyder blandt andet, at man lige nu ikke kan indberette data som dødsattester elektronisk.
Sundhedsdatastyrelsen oplyser, at der for alle kritiske indberetninger er papirbaserede løsninger, som tages i brug i situationer som denne.
Problemer skyldes serverskift
De langvarige problemer med at logge på NemID og forstyrrelserne på MitID skyldes et serverskifte hos Nets, fortæller Peter Güsling, der er chef for medierelationer i Norden hos Nets.
- Vi har en server, som vi er nødt til at skifte. Det er et internt it-problem, og derfor tager det noget tid at skifte fra denne server til en anden. Vi bruger al vores tid på at få denne overflytning til at ske. Derfor kan vi for nuværende ikke komme med en nærmere forklaring, lyder det.
Står man og skal bruge sit Nem-ID til noget vigtigt, er der desværre ikke andet at gøre end at håbe på en hurtig løsning.
- Svaret er nok desværre, at man må væbne sig med tålmodighed, indtil vi får tjenesten op at køre i fulde omdrejninger. Forhåbentligt sker det så hurtigt som muligt, siger Peter Güsling, der dog ikke vil sætte en tidshorisont på, hvornår problemer forventes at være løst.
Professor: Det er ekstremt alvorligt
Langvarige problemer med at logge ind med NemID, som vi oplever i øjeblikket, er ikke set før ifølge Jan Pries Heje, der er professor i it og digitalisering på Roskilde Universitet.
Og det er yderst problematisk, mener han.
- Det er ekstremt alvorligt. På en skala fra 1-10 er vi vel oppe på en 8-9 stykker. Især hvis de ikke snart får løst problemet.
- NemID er blevet en del af vores offentlige infrastruktur, så det er lige så vigtigt, som at vi kan få elektricitet ud af stikkontakten og vand ud af hanen.
Jan Pries Heje mener, at vi her på døgn nummer to for nedbruddet er ved at nærme os et punkt, hvor nogen skal stilles til regnskab.
- Hvis det varer ved, bliver man nødt til at tage nogle konsekvenser. Der bliver ansvarspådragende ganske snart, hvis ikke systemet kommer op at køre igen snart.
Hvad bør man gøre for at sikre, at det ikke sker igen?
- Digitaliseringsstyrelsen skal sikre sig - og det tror jeg faktisk, at de har gjort - at der er nogle beredskabsplaner. Disse beredskabsplaner skal afprøves med jævne mellemrum, så hvis der sker nedbrud, kan man skifte over på en spejlet computer, som fungerer som et backupsystem, siger han.
'Det er naturligvis dybt utilfredsstillende'
DR Nyheder ville gerne have spurgt Digitaliseringsstyrelsen, om det ikke er for skrøbeligt at lade én virksomhed står med ansvaret med så mange offentlige systemer, når vi ser et nedbrud, som vi oplever i øjeblikket.
Digitaliseringsstyrelsen havde dog ikke mulighed for at stille op til et interview i dag, men har i stedet sendt et skriftligt svar, som du kan læse herunder:
- Det er naturligvis dybt utilfredsstillende at vores nationale digitale ID-løsning kan blive ramt af så omfattende et nedbrud, som strækker sig over så lang tid. Vi ser med største alvorlighed på nedbruddet og er i løbende dialog med leverandøren.
- Når vi i Danmark har én fælles digital ID-løsning, betyder det naturligvis, at når vores ID-løsning rammes af problemer, så berører det mange mennesker på én gang.
- Det giver dog store fordele for danskerne, at man kan bruge samme løsning til at logge på både offentlige og private tjenester. Alternativet ville være, at man skulle have forskellige identitetsløsninger med tilhørende forskellige brugernavne, kodeord og så videre til eksempelvis at logge på netbank, borger.dk, sundhed.dk, lyder det fra Digitaliseringsstyrelsen.