En nedlukning kun for uvaccinerede. Så dem, der har valgt ikke at tage imod stikket, kun må forlade hjemmet, hvis de skal handle i supermarkedet eller en tur til lægen.
Fra i dag er det realiteten i Østrig. Men kan det samme ske i Danmark?
I Østrig er andelen af befolkningen, som er færdigvaccineret på 65 procent. Og netop det, er årsagen til, at Østrig nu tager de drastiske metoder i brug.
- Vi skal have hævet vaccinationstilslutningen. Den er skamfuldt lav, sagde landets forbundskansler Alaexander Schallenberg i går.
I Danmark er vaccinationstilslutningen cirka 10 procentpoint højere. Herhjemme er 75,4 procent nemlig færdigvaccineret.
Og hvis vi skulle tage lignende metoder i brug, kunne vi nærme os noget, der minder om den østrigske model, men en total efterligning af den vil kræve både lovændringer og et opgør med helt centrale principper i vores coronahåndtering.
Det vurderer Frederik Waage, der er professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet.
- Jeg vil mene, at det vil være vanskeligt indenfor rammerne af den nuværende epidemilov at gennemføre noget, der blot tilnærmelsesvis ligner det, vi ser i Østrig, siger han.
Når det så er sagt, er der ikke umiddelbart noget, der bremser politikerne i at gøre det, hvis de vil.
Frederik Waage ser nemlig ikke, at hverken Grundloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skulle stå i vejen.
- Det er sådan set muligt at gøre. Men hvis man vil gøre en endnu større forskel mellem vaccinerede og uvaccinerede i højere grad, end man allerede gør nu, så ville det bryde med det princip om frivillighed, som vi ellers har omkring vaccinerne, siger han.
Kan svække den høje tillid
Og det er lige netop to helt grundlæggende principper, politikerne skal bryde med, hvis de vil lave en nedlukning kun for dem, der endnu ikke har takket ja til et stik med coronavaccine.
Det vurderer både Frederik Waage og Michael Bang Petersen, der er professor ved insititut for Statskundskab på Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet, der følger danskerne under corona.
- Noget af det, vi bryster os af, når man kigger på, hvordan vi i Danmark har klaret pandemien, er den høje tillid til systemet, fortæller Michael Bang Petersen.
Han forklarer, at den høje tillid bunder i principperne om frivillighed og proportionalitet, som har gjort sig gældende i politikernes håndtering af covid-19.
Han vurderer, at de uvaccinerede i forvejen har en mindre grad af tillid til systemet, og at den blot vil blive forstærket, hvis man på den måde laver en så klar adskillelse af vaccinerede og uvaccinerede.
- Det er klart, at det vil skabe en meget tydelig forskel i samfundet, når nogle kan bevæge sig frit, og andre ikke kan, siger han.
Frivillighed og proportionalitet
I epidemiloven er der et princip om proportionalitet, og det bygger på, at indgrebene, der foretages i samfundet, skal være de mindst indgribende for befolkningen i forhold til den fare, det skal afværge.
Og hvordan en nedlukning for dem, der ikke er vaccineret, skulle kunne harmonere med proportionalitetsprincippet, har Frederik Waage svært ved at se.
Michael Bang Petersen ser også, at det ville være på kant med princippet om frivillighed.
- På et tidspunkt - hvis presset bliver stort nok - kan man diskutere, om det ville være frivilligt at tage vaccinen.
Helt grundlæggende vurderer Michael Bang Petersen, at en Østrig-model i Danmark vil kræve en lang række store overvejelser blandt politikerne.
- Hvis man skulle gøre det, ville det kræve meget solid evidens i forhold til, om det er proportionalt. Det ville kræve, at man gør sig klare overvejelser omkring, hvad det betyder, at man fraviger frivillighedsprincippet.
Sidst men ikke mindst mener han, at det er værd at overveje, hvilket samfund vi vil stå med på den anden side af pandemien.
- Man skal gøre sig klare overvejelser om, hvad det er for et samfund, vi vil have på den anden side i forhold til splittelse og tillid.