En omfattende læk af fortrolige dokumenter fra Islamisk Stat, IS, belaster nu hovedpersonen i Danmarks første retssag om en persons tilslutning til den ekstremistiske bevægelse.
Det skriver Politiken.
Lækagen, som flere internationale medier omtalte i sidste uge, rummer 22.000 dokumenter med blandt andet spørgeskemaer, som mindst 1736 IS-krigere har udfyldt for at blive indrulleret i bevægelsen.
Hidtil er to danske dæknavne blevet nævnt i forbindelse med lækagen, men i dokumenterne optræder hele 12 danske krigere, skriver Politiken. Avisen har kunnet bekræfte identiteten på mindst syv af dem.
Blandt dem er en 23-årige tyrkiskdansker, der i december som den første hidtil i Danmark blev tiltalt efter den såkaldte terrorparagraf for at lade sig hverve af Islamisk Stat til at begå terrorhandlinger.
Sagen kan koste den tiltalte statsborgerskabet og seks års fængsel og desuden få principiel betydning for fremtidige retssager mod danske syrienkrigere.
/ritzau/