Sagen fra sidste uge, hvor en handicappet mad blev skubbet omkuld i sin kørestol af en betjent, vil medføre et efterspil.
- Vi kan forstå, at manden vil kontakte os, så vi gør os klar til at modtage sagen, oplyser chefkonsulent ved Politiklagemyndigheden Kristian Palmann til DR Nyheder.
Efter at have skubbet 32-årige Jesper Bertelsen omkuld, lod to betjente ham ligge på jorden, ude af stand til at komme tilbage i sin kørestol.
Råbte skældsord mod politiet
Det var Politiken, der mandag formiddag i første omgang kunne fortælle om episoden, der blev dokumenteret på video af et vidne.
Den fandt sted på Blågårds plads på Nørrebro natten mellem torsdag og fredag i sidste uge.
Politiet var i færd med at anholde Jesper Bertelsens ven, da han protesterede og råbte skældsord mod politiet. En af betjentene kom op at skændes med ham og skubbede ham omkuld.
Her blev han efterladt indtil vidner til episoden hjalp ham op.
Burde have taget sagen op selv
Vidner sagde siden til Politiken, at politiet havde opført sig meget aggressivt og videoen af episoden blev også offentliggjort på avisens hjemmeside.
Nu er der altså en klagesag på vej, men det kritiseres fra politisk side, at politiet ikke selv har taget sagen op.
- Den uafhængige politiklagemyndighed bør tage den her alvorlige sag op af egen drift, selv om vedkommende ikke selv har klaget endnu, siger SF's restordfører Karina Lorentzen.
- Det virker meget, meget overdrevet, at man skubber en handicappet person ud af sin kørestol, og så bare går. Det virker som overdreven magtanvendelse.