Det første, Jacob Panton-Kristiansen husker, er lugten. Der lugtede rent. Han vidste, at han ikke længere var i Afghanistan.
Væk var støvet, helikopteren og ørkenen. Nu var han på en hospitalsstue med udsigt til Københavns tage. Hans krop var gennemhullet af skud og granatsplinter.
Hør Jacob Panton-Kristiansen fortælle sin historie i videoen ovenfor.
Epiosden, der nær havde slået ham ihjel, fandt sted den 31. januar 2012 i Afghanistan. Den dengang 30-årige kampvognskommandør blev alvorligt såret af skud og fragmenter fra en rpg-granat, da han var steget ud af sin kampvogn for at ordne kampvognens bælte.
De to, angribende Taliban-fjender blev nedkæmpet og Jacob Panton-Kristiansen kom ombord i sin kampvogn igen. Men han var overbevist om, at hans liv var forbi.
- Nu løber jeg nok snart tør for blod og der er ikke så meget de kan gøre. Mit liv står ikke til at redde, tænkte han, da han lå i kampvognen på vej tilbage til lejren.
Sådan gik det dog ikke.
Men mødet med fjender i Afghanistans støv blev alligevel afslutningen på en stor del af det, som Jacob Panton-Kristiansens liv gik ud på.
- Det er noget af det allerværste, jeg har været igennem. Det at nå til, at du ikke bliver det, du var før, siger Jacob Panton-Kristiansen.
Efter opvågningen på Rigshospitalet fulgte flere år, hvor Jacob Panton-Kristiansen drømte om at komme tilbage til sin kampvogn og tilbage på mission.
Men efter tre år, måtte han konstatere, at han var for skadet til at kunne blive udsendt igen.
- Lige pludselig går det op for mig, at det ikke kommer til at ske. Du skal finde dig en ny slagmark, du skal finde dig et nyt mål i livet. Du kan ikke blive ved med at gå og vente på at der sker et mirakel, der gør at du kan få lov at blive udsendt igen, fortæller Jacob Panton-Kristiansen.
Den slagmark blev arbejde for andre veteraner. Han stiftede foreningen Veteranskytterne.
- Jeg er stolt af at være soldat, jeg føler jeg har nogle kvaliteter, jeg gerne vil holde fast i og det er det, der hjælper mig videre i livet. Også selvom jeg ikke kan få lov at blive udsendt, så har jeg det inden i mig, fortæller Jacob Panton-Kristiansen.