Indtil nu har alle nære kontakter til smittede med omikronvarianten skulle gå i isolation og blive PCR-testet på dag et, fire og seks, også selvom de var vaccinerede eller tidligere smittede.
Men nu har Sundhedsstyrelsen ændret den anbefaling, så det fremover kun er nære kontakter, der er udsat for smitte i hjemmet, som skal gå i selvisolation. Det skriver de i en pressemeddelelse.
- Øvrige kontakter skal ikke gå i isolation, men skal fortsat testes. Vi skal hele tiden finde en balance mellem at forebygge mest mulig smitte, og samtidig undgå, at for mange isoleres, så samfundets vigtige og kritiske funktioner kan opretholdes, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, i pressemeddelelsen.
Ifølge Viggo Andreasen, der er lektor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø ved Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i matematisk epidemiologi, er det en 'kedelig men forventelig' udmelding fra Sundhedsstyrelsen.
- Det er et udtryk for, at vi har nået meget høje smittetal med omikron, og hvis man beder alle nære kontakter om at gå i isolation, ville samfundet ikke kunne hænge sammen, siger han.
- Det er lidt et sorgens budskab, fordi det betyder, at de smitteforebyggende tiltag, vi har haft, og som virker meget godt, ikke længere kan opretholdes.
Ekspert: Kan betyde flere generelle restriktioner
Ifølge Sundhedsstyrelsen skal alle nære kontakter, der er udsat for smitte i hjemmet - uanset hvilken variant der er tale om - fortsat isoleres og testes.
Der anbefales PCR-test på fjerdedagen, og på grund af en stor efterspørgsel på PCR-test i øjeblikket, anbefales en hurtigtest på sjettedagen.
- Det er i hjemmet, at der er en høj risiko for smitte. Her sætter vi i den nuværende situation ind med både isolation og test på fjerde- og sjettedagen for at begrænse smittespredningen mest muligt, siger Helene Probst i pressemeddelelsen.
Og det er fornuftigt, at man især sætter ind i hjemmet, mener Viggo Andreasen, for her er der meget stor risiko for, at man bliver smittet, især hvis der er tale om omikronvarianten.
Han ærgrer sig dog over, at man nu må opgive strategien om at isolere nære kontakter, fordi det kan betyde flere generelle restriktioner.
- Vi er nået til et punkt i epidemien, hvor det er vores generelle adfærd, der er den eneste mulighed for at begrænse smitten, siger han.
- Det kan betyde, at man bliver nødt til at sætte ind med flere restriktioner på hvor mange mennesker, vi ser, og at vi får brug for flere adfærdsrestriktioner, end vi har været vant til.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at personer, der er vaccineret med tredje stik, ikke skal gå i selvisolation, selvom de er nære kontakter til smitte i hjemmet, da man regner med at man er mere beskyttet mod smitte, når man er revaccineret.
Hvis man har været smittet med corona indenfor de seneste 12 uger, er man undtaget både isolation og test, med mindre man får symptomer.