Tre liter vand per dag, powerbanks og den nødvendige medicin. Sådan lyder dele af anbefalingen fra Beredsskabsstyrelsen, så danskere kan klare sig selv i 72 timer.
Men på plejehjem er det vanskeligere at forberede sig på en snestorm, der lammer infrastrukturen eller en længerevarende strømafbrydelse
Derfor opretter Falck nu et virksomhedsberedskab, der blandt andet skal hjælpe de 940 danske plejehjem, hvis en krise opstår.
- Vi kigger ind i en fremtid, hvor vi må forvente, at der med jævnere mellemrum vil opstå situationer, der vil teste os som nation og som samfund, siger direktør for Falck Jakob Riis.
Det nye beredskab vil bestå af private virksomheder, som Falck kan aktivere i krisesituationer. Beredskabets fokus vil være at hjælpe i de første 72 timer i krisen, så lokale virksomheder hurtigt kan træde til på for eksempel et plejehjem, hospice eller botilbud.
- Plejehjemsbeboere er ikke selv er i stand til at forberede sig på at klare sig i tre dage. Det kan plejehjemmene godt få hjælp til fra det omkringliggende samfund, så vi sikrer vand, varme, strøm og forplejning til nogle af samfundets svageste, siger Falck-direktøren.
Virksomheder vil komme det lokale plejehjem til undsætning
Én af de virksomheder, som melder sig under fanerne i Falcks virksomhedsberedskab, er OK. Og her kan de ifølge supply chain-direktør Søren Kejser bidrage med hjælp, hvis et plejehjem eksempelvis oplever et strømsvigt.
- OK kan bidrage med flydende brændstof i en situation, hvor der for eksempel mangler strøm i et område, der skal drives midlertidigt af generatorer, siger Søren Kejser.
Søren Kejser vurderer, at OK allerede er ganske godt forberedt til at bistå et givent lokalområde, hvis en krise skulle stå for døren.
- Vi har altid minimumslagre, som gør, at vi ikke løber tør, og så har vi mange lastbiler og chauffører, som kan distriburere det til hele landet. De er i alle postnumre hver dag, og derfor vil vi ofte være tæt på dér, hvor der er et behov, siger supply chain-direktøren.
Danmark udnytter ikke virksomheder nok i kriser
Når Danmark har været ramt af de seneste oversvømmelser, er det Falcks erfaring, at vi er på bagkant til at udnytte virksomheders muligheder for at hjælpe.
- Vi har glemt at regne med de ressourcer, der ligger i virksomhederne. Men hvis vi ikke organiserer det inden, så er det ligegyldigt, for så kan vi ikke sætte dem i spil. Vi kan ikke længere forlade os på, at nogle andre passer på os, vi er nødt til selv at tage et ansvar, siger Falcks direktør, Jakob Riis.
Det samme mener Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, som også er en del af samarbejdet.
- Der er i høj grad brug for det her på alle leder og kanter, desværre, kan man sige. Det er der i både klima- og sikkerhedshensyn, og der skal vi simpelthen være bedre beredt fremadrettet, siger Lars Sandahl Sørensen.
Falck vil præsentere det nye virksomhedsberedskab på et pressemøde klokken 13.30 mandag, hvor også beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) og Dansk Erhverv vil være til stede.
Det nye beredskab vil bygge på virksomheders lyst til at hjælpe. De interesserede virksomheder skal betale 15.000 kroner årligt for at være med i beredskabet, men vil ikke være juridisk forpligtet til at hjælpe i kriser.