På Mimersgade på Nørrebro i København ligger tøjforretningen Hijab Hus.
Det er en af de butikker, der sælger tøj og forskellige muslimske hovedbeklædninger. Men hverken niqab eller burka er en efterspurgt vare, fortæller indehaver Ziad Al-Hassan.
- Hver gang jeg sælger 1.000 tørklæder, så sælger jeg måske en enkelt niqab. Der er meget få danskere, der bruger den. De fleste køber tørklæder. Det er derfor, jeg undrer mig over, at der hele tiden er fokus på det. Det giver et forkert billede af virkeligheden, siger han og uddyber:
- Hvis man går ud på gaden her på Nørrebro, så skal man være heldig at møde en med niqab.
Venstre har på et gruppemøde besluttet at gå ind for et forbud mod maskering og heldækkende beklædning.
Både De Konservative og Liberal Alliance har meldt ud, at de er enige i et forbud, så det er hele regeringen, der vil forbyde burka og niqab.
Aldrig solgt en burka
I butikken på Nørrebro kommer der dagligt kunder, der ønsker at købe forskellige hovedbeklædninger. Men burkaer sælger butikken ikke.
- Jeg har aldrig haft en kunde, der har spurgt efter en burka. Det er kun jer journalister, der kommer og spørger. Det er ikke noget, jeg har solgt i min butik. Jeg kender ikke nogen andre butikker, der sælger det, siger han.
Det er vanskeligt at få klarhed over, hvor mange personer i Danmark der bærer niqab eller burka. Den seneste opgørelse, der blev lavet, var tilbage i 2009 fra en rapport fra Københavns Universitet, der pegede på, at 100-200 går med niqab og 0-10 går med burka.
Ziad Al-Hasan kan ikke se problemet i, at nogle kvinder bærer burka og niqab, hvis de selv har valgt det.
- Selvfølgelig skal myndighederne blande sig, hvis kvinden er tvunget til det, men hvis hun selv har valgt det, så mener jeg, hun har ret til det, og så er det okay med mig. Danmark er et frit land. Politikerne bruger meget tid på at gøre det til Danmarks største problem, siger han.