Det går for stærkt ude på vejene. Og det koster hvert år menneskeliv.
Fra 2011 til 2015 døde 938 mennesker i trafikken, og i over halvdelen af tilfældene var for høj fart skyld i ulykkerne.
Det oplyser Rådet for Sikker Trafik, der i dag lancerer en ny kampagne.
Men speederen behøver faktisk slet ikke at være i bund, før det bliver farligt. Et par kilometer for meget i timen kan også gøre det.
- De fleste ulykker er ved de små hastighedsoverskridelser. Når vi for eksempel kigger på fartulykker på landevejene, sker seks ud af ti ulykker med en lille fartoverskridelse på mindre end 20 kilometer i timen, siger seniorprojektleder Liv Knoblauch fra Rådet for Sikker Trafik.
For selvom du kun kører lidt for hurtigt, når du at komme tættere på den bil, der for eksempel kan svinge ud foran dig, imens du bruger tid på at reagere.
- Selvom du er ninja til at reagere, betyder det meget, at du kører lidt for hurtigt. Det er der mange, der ikke tænker over, lyder det fra Liv Knoblauch.
Helt almindelige mennesker
Nu tænker du måske, at det er de unge fartbøller med spritnye kørekort eller vanvidsbilisterne med alkohol i blodet, der er de største fartsyndere, men det billede kan du godt viske væk.
- I de fleste ulykker er det helt almindelige danskere, som er ansvarsfulde bilister, men som synes, at de er gode til at køre bil, kender bilen og kender vejen og derfor fristes til at køre for stærkt, siger seniorprojektlederen.
På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan du teste, hvad det betyder, hvis du kører bare det mindste for stærkt.
Antal dræbte på grund af fart i 2011-2015
- •
I Midt- og Vestjylland: 91
- •
Østjylland: 56
- •
Midt- og Vestsjælland: 56
- •
Sydøstjylland: 47
- •
Nordjylland: 42
- •
Syd- og Sønderjylland: 39
- •
Sydsjælland og Lolland-Falster: 39
- •
Nordsjælland: 29
- •
Fyn: 28
- •
København: 20
- •
Københavns vestegn: 19
- •
Bornholm: 6
- •
I alt: 472
- •