Det var en ubehagelig oplevelse for musikeren Freja Kirk, da hun til en skolekoncert i sidste uge blev mødt af homofobiske tilråb.
Det fortæller hun til DR.
- Det gør mig ked af det. Jeg kan godt finde ud af at ryste det af mig, men jeg bliver ærgerlig og ked af det på ungdommens vegne, siger hun.
Til koncerten på en folkeskole i Odense blev der blandt andet råbt "freak" og "faggot", som er et nedsættende slangord for en mandlig homoseksuel.
37-årige Freja Kirk identificerer sig hverken som mand eller kvinde og har offentligt fortalt, at hun har fået operereret sine bryster væk.
Selv hørte hun under koncerten ikke præcis, hvad der blev råbt, men hun fornemmede tydeligt en ubehagelig stemning blandt nogle af tilhørerne.
- Jeg oplevede nogle, som var fordomsfulde, og at der var en dårlig stemning og en dårlig energi blandt nogle af dem.
Og det er skidt, for mange unge har endnu ikke opbygget det panser, som hun selv har, siger hun.
- Der kommer 100 procent til at være nogle unge derude, der ikke har dannet et skjold eller ved, hvordan man ryster sådan nogle ting af sig, siger musikeren, som af mange unge ses som et forbillede, og som i oktober fik prisen som årets musiker ved Danish Rainbow Awards.
'Klamme so'
Folkeskolelærer Pernille Svendsen var til stede til koncerten og hørte de nedsættende ord, der ifølge hende lød fra flere grupper flere steder i salen.
- Der var nogle, der blev bedt om at forlade salen før tid, fortæller hun.
Pernille Svendsen så også den chat, der var med musikeren på det sociale medie Tik Tok efter koncerten, hvor den nedsættende sprogbrug fortsatte. Her blev freja Kirk blandt andet kaldt "klamme so", fortæller hun.
Pernille Svendsen har været med til at udarbejde kommunens politik og lave undervisningsmateriale om emnet. Hun gør i sin 9. klasse selv meget for at finde materiale, der rummer forskelligheder. For eksempel læser hendes klasse netop nu en roman om to piger, der er forelskede, i stedet for en, der handler om en klassisk dreng-pige-forelskelse.
- Jeg inviterer dem ind, så de ikke skal forholde sig til, om de er det ene eller det andet, men at de kan mærke i den undervisning, de får, at de er lige så repræsenterede, som majoriteten er, siger hun.
Mange unge mistrives
Hændelsen har også fået et politisk efterspil.
Mads Thomsen (S), som er byrådsmedlem i Odense og medlem af kommunens børne- og ungeudvalg, har sat sagen på dagsordenen til næste møde i udvalget. For ham gjorde det ondt at høre om tilråbene, fortæller han.
- Det er ikke bare skældsord, det er jo diskrimination af nogle mennesker, der bare gerne vil være, som de er. Og det er der nogle, der håner og gør grin med og mobber med, og det er skidt, at vi har børn og unge, der gør sådan noget i 2024.
Mads Thomsen henviser selv til en rapport fra i år, der viser, at Odense er den by i landet, hvor der er flest LGBTQ+ unge, som viser tegn på moderat til svær angst og depression, nemlig hele 71 procent.
- Vi er den eneste by i landet, der har en LGBTQ+-politik, og derfor skal vi også være ærlige, når det ikke hænger sammen med praksis. Det har vi troet, men det gør det så åbenbart ikke, og det skal vi gøre noget ved, siger han.
Mads Thomsen vil have skolerne og lærerne til at gå forrest, så de unge bliver bedre til at favne alle og rumme forskelligheder.
Lærer Pernille Svendsen er enig i, at LGBTQ+ skal fylde mere i undervisningen.
- Vi har vidst i nogle år nu, at de her unge mennesker er pressede i skolelivet, og dem skal der være plads til, ligesom der er plads til alle andre, siger hun.
Og hovedpersonen selv er "megastolt" af, at hendes koncert nu har sat mangfoldighed på den politiske dagsorden i Odense.
- Jeg håber, det kan betyde, at flere unge kan få en nemmere hverdag. Det ville da være dejligt. Så er alt jo lykkedes på en eller anden måde.