Mulig 100-årshændelse på vej: Sådan sikrer du dig mod vandet

DMI advarer om "meget farligt vejr" - det næsthøjeste niveau, hvad angår farligt vejr herhjemme.

I Haderslev er beredskabet ved at forberede sig med sandsække.

DMI har netop udsendt et varsel om ikke bare vindstød af stormstyrke, men også forhøjet vandstand flere steder i Danmark.

Flere steder i landet forbereder Beredskabsstyrelsen og lokale beredskaber sig på, hvad der kan gå hen og blive et meget heftigt vejr.

Bor du i de udsatte områder, kan du selv gøre en del for at forebygge store vandmængder.

  • Gå en tur rundt om dit hus og kig nærmere på husets lavtliggende åbninger i facade og fundament.

  • Er gennemgående huller til vandforsyning og afløb tætte?

  • Er gennemgående huller til el- og telefonforbindelser tætte?

  • Luk ventilationshuller i ydervæggene. Er der huller i ydervæggen, som er placeret tæt på terræn, bør du lukke dem.

  • Tjek afløb og tagrender. Undersøg om tagrenderne er fri for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit.

  • Tjek terrænet ved dit hus. Falder terrænet ind mod huset, kan du grave mindre kanaler i terrænet.

  • Begræns opstigende kloakvand. Har du ikke fået monteret højvandslukke, så læg et stykke plast ovenpå gulvafløbet og læg sandsække ovenpå. Hvis der er risiko for, at vandet stiger op af toilettet, kan du fylde en plastpose med stof eller lignede.

  • Hav en automatisk pumpe i huset. Hvis du før har haft vand i kælderen, bør du have en kraftig pumpe i huset til at fjerne indtrængende vand.

  • Kan du ikke undgå, at vandet kommer ind i huset, skal du ikke opbevare værdigenstande i kælderen, ligesom du skal sikre dine elinstallationer.

  • Vær klar og sørg for at have kraftig afdækningsplast og sandsække ved hånden, så du kan dække gulvafløb og toilet, hvis det bliver nødvendigt.

  • Kilder: Center for beredskab, Boligejernes Videncenter.

Sådan sikrer du dig med sandsække

Operativ chef i Beredskabsstyrelsen Lars Høg Schou har delt denne guide på Twitter. Her kan du se, hvordan du skal fylde og placere sandsække ved husstanden, så du kan sikre døre, vinduer og gulvafløb mod højvande.

De kan købes på militære overskudslagre, lokale afdelinger af Beredskabsstyrelsen, kommunen og firmaer på nettet (søg efter "sandsække oversvømmelse salg" på Google).

- Fyld sandsækken med to tredjedele sand eller jord – cirka 20 kilo, så sækkene bliver flade, når de stables.

- Sandsækken bindes så højt som muligt.

- Når du stabler sækkene, skal de vendes lag for lag, så stablingen bliver stabil og dækker bedst muligt.

- Stablingerne skal være mindst 60 centimeter tykke.

Du kan også læse mere om, hvordan du sikrer huset hos stormrådet.dk.

https://twitter.com/BRSlhsschou/status/816331567454973952

Her er der varslet om forhøjet vandstand

  • Sydlige Lillebælt

  • Sydfynske Øhav

  • Vestlige Storebælt

  • Lolland-Falsters sydkyst

  • Smålandsfarvandet

  • Østlige Storebælt

  • Sydøstsjællands kyst

  • Bornholms kyst