Mor til Im: Hun tror vi er på ferie

Moren til syvårige Im fortæller, at hendes datter tror, de er på ferie i Thailand og skal vende tilbage til Danmark.

Im er ked af ikke at gå i skole, fortæller hendes mor, Suthida Nielsen. (© DR)

Syvårige Im tror hun er på ferie hos sin mormor i Thailand.

Det fortæller hendes mor, Suthida Nielsen, til DR Nyheder fra en by nord for Bangkok.

- Nu har vi hørt, at vi måske kan komme hjem. Det er vi glade for at høre, siger Suthida Nielsen om justitsministerens udmelding om måske at ændre loven.

- Det er meget hårdt for os, fordi vi ikke ved noget om fremtiden, siger Suthida Nielsen.

- Det er anderledes for Im. Det er meget varmt for hende. Hun kan ikke gå i skole og har ikke sit eget værelse med legetøj, siger Suthida Nielsen til DR Nyheder.

Im vil gerne gå i skole

Hvordan har hun det med det?

- Hun er meget ked af det. Hun vil gerne lære, og hun er meget glad for at gå i skole. Hun var begyndt at læse i skolen, siger Suthida Nielsen.

Hvordan har du det?

- Mig?, spørger Suthida og tager to dybe indåndinger:

- Jeg har haft det dårligt i lang tid. Det er et svært tidspunkt for mig. Jeg ved godt, at alle sammen i Danmark hjælper os. Men vi kan ikke bestemme, at vi gerne vil bo i Danmark, men vi vil gerne tilbage igen, hvis vi kan.

Håber at komme tilbage til Danmark

Tør du tro på, at I kan komme tilbage?

- Det ved jeg ikke. Men jeg håber. Ingen kan love mig, at vi kan komme tilbage.

- Min datter er ikke nogen fra Thailand. Hun er dansk. Hun føler sig som en dansker. Hun tror hun skal hjem igen.

Hun ved ikke, at I ikke må komme tilbage?

- Hun tror, hun vil komme hjem igen. Hun kan ikke forstå så meget; hvordan voksne arbejder og tænker. Hun tror hun er på ferie. Hun siger: Det er ikke mit hjem, fortæller Ims mor.

Suthida: Glad for at de tænker på os

- Jeg har kæmpet alt for hende, og det er hårdt for hende, siger Suthida Nielsen.

Hun er glad for, at Folketinget har opmærksomheden rettet mod hendes sag.

- Jeg er glad for, at alle sammen tænker på os.