Der var jubel i køkkenet hos Rikke Louise Andersen, da hun i dag fik meldingen fra sin advokat.
’Du har vundet’, lød den kortfattede besked, der fik hende til at græde glædestårer og råbe i begejstring.
- Det er en helt vild følelse at stå med nu. Jeg havde regnet med, at jeg ville blive kendt skyldig, siger Rikke Louise Andersen, der i dag fik Højesterets ord for, at hun ikke er skyldig.
Sagen tog sin begyndelse i 2016, da hun på Facebook delte et billede af en blotter, der havde forulempet hendes 10-årige datter.
Koldt vand i hovedet på systemet
Siden er fulgt et årelangt forløb, hvor hun først blev frikendt i byretten og siden dømt i både byret og landsret, da anklagemyndigheden tiltalte hende efter en anden paragraf i persondataloven.
- Det har været et sindssygt hårdt og et mentalt pres, men det betyder, at sagen har skabt rigtig meget opmærksomhed på uretfærdigheden, og derfor har det også været kampen værd, og derfor sagde jeg også inden dagens dom, at jeg ville have gjort det igen, siger hun.
For Rikke Louise Andersen er det en duel med myndighederne, der nu er overstået med hende som sejrende part.
- For mig er det også en oprejsning, at systemet har fået en spand koldt vand i hovedet, og jeg har vundet over anklagemyndigheden, og det er jeg stolt af.
En fodfejl
I og med at Højesteret afviste sagen, og det derfor er den første frifindelse fra byretten, der er gældende, har dommerne ikke forholdt sig til lovligheden af billeddelingen på Facebook.
Det spørgsmål, som Rikke Louise Andersen egentlig ser som det principielt vigtigste i hele sagen, og som hun stadig mener, er uafklaret.
- Man kan ikke sige, hvordan det var endt, hvis de ikke havde lavet en fejl i første instans, der betyder, at jeg bliver frifundet på baggrund af den fodfejl.
Hun fandt det uretfærdigt, at hendes bøde på 5.000 kroner var dobbelt så stor som blotterens. Samtidig pegede hun på en bestemmelse i persondataloven, der tillader deling, hvis vedkommende er til fare for andre.
Skærpede straffe
Undervejs har sagen også fanget politikernes interesse, og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) lavede på den baggrund et forslag til en skærpet straffe for blotteri, der blev enstemmigt vedtaget i folketingssalen.
-Det betyder rigtig meget. Men mit håb er, at når man begår overgreb mod børn, så kommer vi til at kigge på samme lovgivning, som USA har med rigtig lange straffe, siger Rikke Louise Andersen.