Karolina Dam taler stadig om sin søn Lukas i nutid. Nægter fuldt ud at tro på, at han er død.
- Så længe der ikke er et lig, så er det svært at komme videre. Tænk nu, hvis han ikke er død. Det kan jo være, at han er i fængsel. Det kan være, at han er alt muligt andet. Jeg kan jo ikke vide det.
Men efter alt at dømme endte Lukas Dams liv den 26. december i et hus i den kurdiske by Kobane. Her kæmpede han for terrorgruppen Islamisk Stat og døde i murbrokkerne, da bomber blev smidt fra den amerikansk-ledede koalitionsstyrke.
Se et langt interview med Karolina Dam i 21Søndag herunder.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:550f3168a11f9f026023abc4
Nu står Karolina Dam frem i Politiken og i DR's 21Søndag. Hun håber, at det kan hjælpe andre i en lignende situation, at hun fortæller om Lukas Dams rejse fra Københavns Sydhavn til Syriens slagmarker.
Svært ved at finde sin plads
Det er ikke nemt for Lukas Dam at vokse op. Han er diagnosticeret med Aspergers syndrom og ADD. Det gør det svært for ham at rumme mange af de ting, som for andre er helt normale.
- Han har svært ved at forstå, at andre ikke kan forstå ham. Det fylder rigtig meget at finde et sted, han kan være, fortæller Karolina Dam.
Hendes søn har gennem hele skoletiden problemer og har flere kontaktpersoner tilknyttet fra kommunen. En af dem, som sønnen er tæt på og glad for, bliver dræbt af en af de andre utilpassede unge.
- Det er svært at rumme at skulle starte forfra med en ny kontaktperson. Det er det samme med nye skoler og lærere. Det er svært at starte forfra hver gang. Der er en masse ting, man ikke kan gøre noget ved. Men her sidder Lukas så midt i det hele og skal rumme det. Og det er sgu svært, siger hun.
Finder ro i islam
Da Lukas Dam bliver teenager, begynder det at gå bedre. Han får en ny kontaktperson og får en praktikplads på et værksted. Samtidig får han nye venner, som præsenterer ham for islam.
I begyndelsen tror Karolina Dam blot, at sønnen er fascineret af religionen. Men da han i en periode er træt og tvær i løbet af dagen og så liver fuldstændig op efter 21, spørger hun ham direkte, om han holder ramadan. Det gør han.
- Først bliver jeg vred over, at han ikke har delt det med mig. Når man har fundet noget, der er så vigtigt, så skal man glæde sig over det sammen med andre, siger Karolina Dam.
Islam giver hendes søn et helt nyt liv med faste rammer og formål.
- Jeg kunne se nogle dejlige ændringer. Det var fantastisk. Han blev så rolig i sig selv og sit eget jeg.
Omvendt fører der også en række ting med Lukas' tro, som moderen har svært ved.
- Jeg var nødt til at sikre resten af min familie. Jeg bliver ikke muslim. Det var ikke til diskussion, men han så det som et mål at omvende os andre.
Hjernevask og dobbeltliv
For Karolina Dam er det vigtigt at understrege, at det ikke er islam, der får hendes søn til at vælge sin vej til terror. Det var hjernevask.
- Vi skal skelne mellem islam og en sekt (Islamisk Stat, red.), der manipulerer med islam. At muslimer ikke er terrorister, siger hun.
Det er først efter sønnens formodede død, at hun har fået stykket store dele af hans sidste år sammen. Han fortæller hende næsten ingenting.
- Alle unge er manipulerbare. Men han er måske ekstra nem på grund af sin baggrund. Jeg var bekymret over, at han lukkede sig meget af. Men Lukas har altid været lukket. Han er autist. Du skal hive oplysninger ud af ham.
I bagklogskabens lys har der været faretegn i Lukas Dams tiltagende radikalisering. Men planerne om at tage til Syrien deler han ikke med familien.
- Han talte om at tage ned og lave nødhjælp i Tyrkiet, han vidste nok godt, at han ikke skulle nævne Syrien, siger Karolina Dam.
Tømt sin lejlighed
Pludselig en dag i maj er Lukas Dam væk. Han har ikke sagt farvel, men har tømt sin lejlighed og er rejst til Tyrkiet. De næste måneder taler han sporadisk i telefon med sin mor.
- Jeg var pissebange. Nu var han jo væk. Når først de her unge er taget af sted, så er det de færreste, der kommer hjem igen. De har en ting i hovedet – et mål og en mission – når de bliver indfanget af ISIS (Islamisk Stat, red.).
Det sidste livstegn fra Lukas får Karolina Dam den 21. december.
- Det sidste, han skriver til mig, er, at han elsker mig…
Fem dage senere smider den amerikansk-ledede koalition bomber over Islamisk Stats stillinger i Kobane, som terrorgruppen forsøger at indtage. Et par dage senere ser Karolina Dam, at Lukas bliver hyldet på Facebook som martyr.
- Det hele stoppede bare. Alt. Hele min verden brød sammen på et splitsekund.
Karolina Dam har i dag ingen konkrete beviser for, at hendes søn vitterligt er død.
- Jeg tror, han er død. Men jeg ved det jo ikke. Jeg håber det ikke. Men sandsynligheden for, at han lever, er så lille og vag. Jeg tror, at han har været i den bygning og er sprængt i småstykker. Det er det, jeg tror.
Vil hjælpe andre
Men en ting er at have en tro på, at noget er sket på en bestemt måde. Noget andet er at forstå hvorfor.
- Jeg kan ikke forstå det her. Hvordan kan han være der? Hvordan kan han være ISIS? Min dreng, der ikke kunne gøre en flue fortræd. Hvordan kunne han være det?
I dag forsøger Karolina Dam så at bruge sin sorg til at hjælpe andre. Hun prøver at råbe politikerne op, så indsatsen mod radikalisering bliver styrket, og arbejder på at oprette et landsdækkende netværk for pårørende til radikaliserede.
- For at komme videre med min sorg, så har jeg brug for at gøre en forskel for Lukas. Jeg rækker hånden ud til de her forældre, vi er nødt til at samle os, så vi kan blive stærkere.
- Det her er min dreng, og det er mit ansvar, og jeg fralægger mig ikke noget som helst ansvar, siger hun og uddyber:
- Men vi er nødt til at få lukket nogle huller. Det her handler ikke om, at jeg peger fingre og siger: 'I er skyld i, at min dreng er død'. Slet ikke. Det her handler om at få fundet de huller og få lukket dem, så det ikke sker igen.