Flere politikere på tværs af Folketinget mener, at der er behov for, at familier til gidsler får tilbudt bedre støtte og vejledning fra de danske myndigheder.
Det sker efter, at familie til Niels Frantzen, der i 2022 blev holdt som gidsel hos oprørsbevægelsen FARC i Colombia, og Daniel Rye, der selv sad fanget af Islamisk Stat i Syrien i 13 måneder, har fortalt, at familierne følte sig alene, mens gidselsituationerne stod på.
Niels Frantzens familie har blandt andet en oplevelse af, at der ikke var meget hjælp at hente hos myndighederne, da de skulle forhandle og købe deres far fri. I podcasten 'Mørklagt: Kidnappet'fortæller familien om de dramatiske forhandlinger med oprørsbevægelsen.
- Hvis familierne føler, at de ikke bliver hørt, så er der et problem, konkluderer Michael Aastrup Jensen (V), udenrigsordfører og formand for Udenrigspolitisk Nævn.
Han vil derfor tage sagen op i nævnet, så medlemmerne kan drøfte, hvordan pårørende får den bedste hjælp.
- Udenrigspolitisk Nævn er det rigtige sted, fordi vi opererer bag lukkede døre og kan tale præcist om, hvad man gør i gidselsituationer og eventuelt ændre det, hvis der er behov for det, siger han.
Michael Aastrup Jensen fremhæver blandt andet, at pårørende bør kunne ringe til en telefon hos myndighederne, og at ordningen, som flere lande bruger, hvor man får tilknyttet en fast kontaktperson er oplagt:
- Det er en god idé med en kontaktperson, som man kan ringe til næsten døgnet rundt, siger han.
Kræver bedre hjælp
Hos Alternativet kalder politisk ordfører Sascha Faxe det "stærkt problematisk," at familier i dag ikke oplever, at de får tilstrækkelig hjælp.
- Det er et meget stort svigt, og det er vigtigt, at vi får lavet nogle systemer, siger hun og fastslår, at hun vil bringe sagen op for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
- Vi kunne godt tænke os, at man gør, som man gør i andre lande, hvor man har en fast forbindelsesofficer, en fast kontaktperson, som er til rådighed (for de pårørende red.), siger hun.
Få indblik i den opsigtsvækkende historie om Niels Frantzens kidnapning herunder
Hos Danmarksdemokraterne er udenrigsordfører Charlotte Munch enig i behovet for mere hjælp.
- Hvis de pårørende ikke føler, at vi hjælper nok, må vi gøre noget mere, lyder det.
Hun understreger, at myndigheder også arbejder i det skjulte, men at der er plads til mere støtte. Eksempelvis i form af psykologbistand til pårørende.
Heller ikke Kim Edberg Andersen, udenrigsordfører for Nye Borgerlige, mener, at der bliver gjort nok for at hjælpe gidslers pårørende.
Skæver til udlandet
I Udenrigsministeriet er direktør for organisation og borgerservice, Steen Hommel, lydhør for politikernes ønsker. Han har tidligere understreget, at familier ikke skal sidde tilbage med en følelse af, at de ikke er blevet hjulpet nok.
Også han ser behov for, at pårørende bliver henvist til en krisepsykolog, og selvom det ikke har været aktuelt at indføre en kontaktperson til de pårørende, holder ministeriet øje med, hvordan andre lande håndterer lignende sager.
- Vi forsøger at putte de ressourcer i, som er bedst skåret til de få sager, vi har. Men tanker og ideer om, hvordan vi kan gøre det bedre, vil vi aldrig lukke ned for. Og vi kigger også på, hvordan andre lande gør, fastslår han.
Hør hele historien om Niels Frantzen kidnapning: