Tysk anklager: Hamas har haft våbenlager i Danmark for at være klar til mulige angreb

Hamas-bevægelsen har haft flere våbenlagre i Europa, lyder det i tiltale fra Tysklands forbundsanklager.

Foto taget efter anholdelserne i Tyskland i december 2023. (Foto: © ULI DECK, Associated Press)

Artiklen er opdateret klokken 15:36 med kommentar fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og oplysning om, at det formodede danske våbenlager blev tømt i 2019.

Den palæstinensiske Hamas-bevægelse har haft hemmelige våbendepoter i flere europæiske lande, herunder Danmark.

Sådan lyder anklagen fra den tyske forbundsanklager, der har rejst tiltale i en sag mod fire mistænkte Hamas-medlemmer i Tyskland.

- Hamas oprettede for noget tid siden depoter i jorden med våben i forskellige europæiske lande for at holde dem klar til mulige angreb mod jødiske institutioner i Europa, oplyser forbundsanklageren i en udtalelse.

Et af de europæiske våbendepoter, som Hamas angiveligt har haft i Europa, var ifølge den tyske forbundsanklager i Danmark.

Det fremgår videre, at lageret blev tømt i sommeren 2019, hvor en af de tiltalte i løbet af sommeren transporterede en pistol fra våbenlageret til Tyskland.

DR har ingen oplysninger om, hvor i Danmark våbenlageret skal have været.

Blandt de mulige angrebsmål, som den tyske forbundsanklager nævner, er den israelske ambassade i Berlin, den amerikanske Ramstein-luftbase og området omkring Tempelhof Lufthavn i Berlin.

Nævner også lagre i Polen og Bulgarien

Et andet våbenlager blev ifølge udtalelsen opdaget i Bulgarien i foråret 2019. Her blev der både fundet ammunition og skydevåben, herunder en kalashnikov.

En af de anklagede besøgte ifølge forbundsanklageren det bulgarske våbenlager igen i 2023, mens alle de fire anklagede er tiltalt for at have rejst til Polen flere gange mellem juni og december 2023 for at finde et våbenlager dér.

Det lykkedes ifølge forbundsanklageren ikke for dem at finde frem til våbenlageret.

Ifølge forbundsanklageren har de fire mistænkte haft "vigtige positioner" i bevægelsen med direkte forbindelser til ledere af bevægelsens militære fløj.

Hamas er på både EU's og USA's terrorliste.

De mistænkte blev anholdt i Tyskland og Holland i december sidste år og sidder fortsat varetægtsfængslet.

DR arbejder på at få svar på, hvordan de fire mænd forholder sig til tiltalen.

I Danmark oplyser Politiets Efterretningstjeneste (PET), at tjenesten ikke kommenterer verserende straffesager i andre lande.

- Vi kan dog oplyse, at vi som altid er i tæt kontakt med partnere i udlandet – herunder også med relevante myndigheder i Tyskland, lyder det fra PET.

Derudover henviser PET til en tidligere vurdering, hvoraf det fremgår, at den igangværende konflikt i Mellemøsten potentielt "kan introducere trusselsaktører, som ikke tidligere har været relevante i en dansk terrorsammenhæng, herunder den palæstinensiske gruppe Hamas".