Mistænkt for milliardbedrag går frit rundt: Politiet kan ikke få bagmænd udleveret fra Rusland

Hvis de mistænkte er i et land, der ikke vil samarbejde, så må sagen ofte lukkes, siger dansk politi.

På trods af en international arrestordre på 40-årige Vitaly Markevich er han på fri fod i Rusland. (Foto: © Privatfoto. Illustration: Sys Therese Roed Abrahamsen)

En russisk mand sidder med to computere foran sig og kigger direkte ind i kameraet. Bag ham står en riffel. Billedet er fra hans profil på beskedtjenesten WhatsApp.

Da vi kontakter ham, sletter han sit profilbillede.

Manden hedder Vitaly Markevich, og han er internationalt efterlyst for et milliardbedrag med navnet JuicyFields, som DR de seneste dage har afdækket, der har ramt ofre i Danmark og store dele af verden.

Alligevel kan den russiske mistænkte gå frit rundt i sit hjemland – og det samme gælder flere af hans medsammensvorne.

Og det er de ikke alene om.

For herhjemme lyder det fra politiet, at det er næsten umuligt at efterforske og retsforfølge mistænkte i lande, som vi ikke samarbejder med.

- Hvis vi ikke kan få en formodet gerningsmand udleveret, så kan vi ikke komme længere i efterforskningen. Det betyder, at vi ikke kan lave sagen færdig, siger vicepolitiinspektør Jens Lyng Michelsen fra Sydøstjyllands Politi.

Vitaly Markevich ses her til en middag for investorer i et af bedragerierne. Den hovedmistænkte bagmand, Sergei Berezin, sidder til venstre. (© DR Grafik: Sara Lillie Gornitzka)

Når det gælder Rusland, så er landet i dag blevet et fristed for organiserede kriminelle, siger en ekspert.

- Det er utroligt svært at retsforfølge centrale spillere i russisk kriminalitet, fordi de er beskyttet af den russiske stat og derved uden for vores rækkevidde, siger politiforsker Adam Diderichsen fra Syddansk Universitet.

Insider: 'Der var en håndfuld hovedbagmænd'

DR har fået navnet på den 40-årige efterlyste russer, Vitaly Markevich, fra en insider fra den kriminelle underverden i den russiske storby Sankt Petersborg.

Insideren står i en ny DR-dokumentar frem og fortæller, hvordan han har arbejdet for de formodede bagmænd bag flere globale bedragerier.

- Der var en håndfuld hovedbagmænd. De spillede hver især deres egen rolle, siger insideren, Igor Kekshin.

Han fortæller, at Vitaly Markevich har været dybt involveret i globale bedragerier gennem et årti:

Chefanklager: 'Rusland er sikkert for gerningsmændene'

Europæiske politimyndigheder bekræfter over for DR, at Vitaly Markevich er mistænkt for flere globale investeringsbedragerier.

De sætter ham i forbindelse med mindst tre bedragerier gennem ti år.

Blandt andet JuicyFields, hvor ofrene skød 4,8 milliarder kroner i cannabis til medicinsk brug, før bagmændene i 2022 stak af med pengene.

Derfor lå der også en arrestordre på Vitaly Markevich, da 400 politibetjente i april i år gennemførte en international anholdelsesaktion og arresterede adskillige mistænkte i JuicyFields-bedrageriet.

Anholdelserne fandt sted i Den Dominikanske Republik og seks europæiske lande.

Men de mistænkte, der som Vitaly Markevich befandt sig i Rusland, blev ikke anholdt.

- Vi ved, hvem der stod bag. Men vi gør ingen fremskridt i Rusland, siger chefanklager Ina Kinder fra anklagemyndigheden i Berlin, der leder den tyske efterforskning af JuicyFields-bedrageriet.

- Rusland er sikkert for gerningsmændene, for de bliver ikke udleveret. Vi kan ikke foretage os noget, for vi får ingen oplysninger og får ikke folk udleveret, siger hun.

Politiet kapitulerer på forhånd

Politiforsker Adam Diderichsen siger også, at dansk politi også generelt dropper sagerne, når sporene fører til Rusland.

Det betyder i realiteten, at politiet kun får "de små fisk i nettet", siger han:

- For vi kommer ikke til at kunne sætte en eller anden russisk topgangster eller efterretningschef for retten i Danmark. Chancen for det er i hvert fald meget lille.

Vitaly Markevich til middag, som bagmændene holdt for investorer, hvor der var tryllekunstner og livemusik. (Foto: © DR Grafik: Sara Lillie Gornitzka)

Kan 'ikke huske', hvor ofrenes penge blev af

Vitaly Markevich bekræfter i en mail til DR og de andre medier i samarbejdet, at han befinder sig i Rusland i Sankt Petersborg.

Han skriver, at han "ved alt" om, at der er en international arrestordre med hans navn på.

Derudover skriver han, at han ikke ved, hvad der blev af de 4,8 milliarder kroner fra ofrene i JuicyFields.

- Jeg kan ikke huske det. Vi gav dem til nogle personer, og det viste sig, at man ikke kunne stole på dem, lyder det fra Vitaly Markevich.