Justitsministeren vil have medier til at dykke ned i Samsam-dom. Selv er han tavs

Peter Hummelgaard 'bør pege præcist på', hvorfor den spanske dom udelukker en kommission, mener Enhedslisten. Ministeren er i samråd om sagen i dag.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) ønsker ikke at stille op til interview om Ahmed Samsams domme fra Spanien, selvom han lægger vægt på dem over for Folketinget. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix)

Det undrer landets justitsminister, Peter Hummelgaard (S), hvor lille et omfang medierne har beskæftiget sig Ahmed Samsams spanske dom

Det har han flere gange fremhævet i interviews.

For ham er læsningen af særligt dommen fra Spaniens Højesteret fra 2019 interessant og med til at overbevise Peter Hummelgaard om, at der ikke behøver at blive nedsat en kommission i Samsam-sagen.

Det er ellers et ønske fra flere oppositionspartier.

- Jeg tror, at hvis man gør det, vil man finde, at der er meget lidt at undersøge, har ministeren tidligere udtalt i P1-programmet 'Ring til regeringen'.

DR har derfor gerne villet spørge justitsministeren yderligere ind til netop de spanske domme.

Justitsministeren har dog flere gange afvist at stille op til interview.

Fortroligt eller ej?

DR har flere gange beskæftiget sig med netop dommene fra Spanien mod Ahmed Samsam.

Senest har DR beskrevet, at den danske oversættelse af højesteretsdommen ifølge en spansk juraprofessor indeholder en sproglig fejl i en væsentlig passage.

Juraprofessoren mener samtidig, at det ville have haft afgørende betydning for sagen, hvis Spanien havde kendt til Ahmed Samsams arbejde for PET og siden FE:

- Hvis det spanske retssystem havde haft bevis for, at Ahmed Samsam var agent for myndighederne og på sine ture handlede ud fra juridiske aftaler i Danmark, så tror jeg, at man var nået til den konklusion, at han selvfølgelig ikke skulle holdes strafferetlig ansvarlig for det, siger Manuel Cancio Melía.

Da DR i første omgang spurgte Peter Hummelgaard (S) til interview, svarede ministeriet, at han havde fået oversendt dommen fortroligt, og at han derfor ikke kunne kommentere enkeltpersoners personlige og strafbare forhold.

Derfor spurgte DR Ahmed Samsam, om han ville give lov til, at ministeren udtalte sig om dommen.

Det ville han gerne.

Peter Hummelgaard har dog fortsat ikke haft lyst til at uddybe sine pointer i et interview.

'Ville ønske, Hummelgaard var mere præcis'

Justitsministeren er i dag i et lukket samråd om Samsam-sagen.

Han er indkaldt af Folketingets Granskningsudvalg sammen med forsvarsministeren og udenrigsministeren.

Her håber Enhedslisten at få svar på, hvem der har stået for oversættelsen, og hvad der præcist står i dommene, som får Peter Hummelgaard til at udelukke en kommission.

- Jeg synes, at Hummelgaard skal pege ret præcist på, hvad det er i dommen, der gør, at der ikke er behov for at undersøge den her sag, siger retsordfører Rosa Lund.

- Jeg har læst dommen. Det ved jeg, at der også er strafferetseksperter, der har, og de peger jo på, at der er nødt til at ske en undersøgelse af det.

-Så du kan ikke se noget i dommen, som forklarer, hvordan det her hænger sammen, så der ikke er behov for en undersøgelse?

- Nej, det kan jeg simpelthen ikke, lyder det fra Rosa Lund.

Det er sidste samråd i Granskningsudvalgets forundesøgelse af sagen om Ahmed Samsam.

Der er i Folketingets ikke flertal for at nedsætte en kommission.

Intet moralsk ansvar

Det er ikke første gang, at DR dykker ned i dommene fra Spanien.

DR har også tidligere afdækket fejl i den efterforskning lavet af Guardia Civil, som ligger til grund for dommen.

Justitsminister Peter Hummelgaard har tidligere sagt, at han ikke mener, at der hviler et moralsk ansvar på efterretningstjenesterne, når civile agenter sendes til udlandet på missioner.

I dag er man nemlig ikke inden for den danske lovgivning forpligtet til at skulle hjælpe agenter, hvis de bliver anholdt i udlandet for forbrydelser, der kan have noget med deres virke som agent at gøre.

- Generelt skal det være sådan, at tjenesterne skal arbejde med de virkemidler, man kan og bør inden for lovgivningens rammer, sagde ministeren.

Men har man et moralsk ansar over for de agenter, vi sender ud i verden?

- Man har et ansvar for at agere inden for lovgivningens rammer. Det er det ansvar, man har.

Ahmed Samsam har stævnet efterretningstjenesterne PET og FE.

Hans ønske er at få en officiel anerkendelse af, at han på rejser til Syrien i 2013 og 2014 fik løn fra PET og FE.

Sagen skal køre ved Østre Landsret fra 24. august.

Ahmed Samsam vil derefter ifølge sin advokat Erbil Kaya forsøge at få sin straffesag i Spanien behandlet igen.