En anklager har nu fået sig en forsvarer.
Det er ikke en sætning, man hører hver dag i det danske domstolssystem - ikke desto mindre er det tilfældet i en usædvanlig sag ved Københavns Byret. Her er en anklager mistænkt for at have forsøgt at påvirke vidner i en stor sag om hash-salg på Christiania. Anklageren forsøgte mandag morgen via sin forsvarsadvokat at få nedlagt navneforbud i sagen.
Forsvarer Stine Gry Johannessen henviste til, at hendes klient bliver svinet til på nettet med ytringer som "Endelig fik du som fortjent, lede heks", ifølge Stine Gry Johannessen.
Men et navneforbud i sagen ville betyde, at ingen medier må omtale anklagerens navn - og dertil har sagen for stor samfundsmæssig interesse. Det besluttede dommer Elisabeth Larsen mandag morgen.
Desuden er anklagerens navn allerede nævnt 23 gange i medierne.
Usædvanlig tæt kontakt
Det er hash-sagens forsvarere, der mener, at der i hash-sagen har været en usædvanlig tæt, jovial og direkte påvirkende kontakt mellem den pågældende anklager og en række politiagenter, som skulle vidne mod de tiltalte i hash-sagen.
En stribe mails mellem anklageren og politiagenter er blevet lagt frem, og her kan man blandt andet læse, at anklageren kommer med hentydninger til, hvem personer på en optaget video kunne være.
Anklageren er endnu ikke sigtet for noget, men er blevet sendt hjem fra sit arbejde i Anklagemyndigheden.
DANMARKS STØRSTE HASHSAG
- •
Mellem 150 og 200 adresser blev ransaget, og flere end 80 mennesker blev anholdt, da politiet en morgen i marts 2014 gennemførte den såkaldte Operation Nordlys om hashhandel i Pusher Street på Christiania.
- •
Anholdelsesaktionen er den største af sin slags herhjemme nogensinde.
- •
Anholdelserne skete, efter at politiet i månedsvis systematisk havde overvåget salget fra hashboderne.
- •
78 personer blev varetægtsfængslet og senere tiltalt for at have solgt mellem 40 og 750 kilo hash.
- •
De tiltalte var mellem 21 og 63 år gamle.
- •
Fordi der var så mange tiltalte, blev sagen delt op i syv sager: seks sager forbeholdt sælgere og en sag forbeholdt leverandører.
- •
83 personer blev dømt ved byretten i sagerne vedrørende hashsalg. Den udmålte straf var i alt 219 år og ni måneder, og der blev konfiskeret 43.416.075 kroner. Selve grundlaget for dommene var handel med 12,5 tons hash.
- •
I leverandørsagen blev syv personer ved byretten idømt 32,5 års fængsel. Hovedmanden fik syv års fængsel.
- •
Ifølge anklagemyndigheden var den oprindelige bagmand top-rockeren fra HA Michael Brokside, som begik selvmord i fængslet efter at være blevet anholdt i sagen.
- •
Flere af sagerne er anket til landsretten, og i en af sagerne har Højesteret stadfæstet landsrettens dom.
- •
- •
Kilde: DR.DK og Københavns Politi
- •