Misbrugssag skal gå om: Domsmand sov

Højesteret har besluttet at ophæve en dom fra sidste år og sende en sag om voldtægt af et barn til ny behandling i landsretten.

Store dele af en sag om voldtægt af et barn foregik i halvmørke, fordi videoafhøringer af børn skulle fremlægges, og en domsmand kunne tilsyneladende ikke holde sig vågen. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Højesteret har besluttet, at en straffesag om voldtægt af et barn skal gå om i Østre Landsret, fordi en domsmand tilsyneladende faldt i søvn, mens de afgørende beviser blev fremlagt.

Den tiltalte i sagen blev i november sidste år idømt fem års fængsel for at have voldtaget sin ældste datter. Desuden blev han fundet skyldig i vold mod to andre børn.

Allerede i landsretten gjorde hans forsvarer, advokat Karoline Døssing Normann, de juridiske dommere opmærksom på den åndsfraværende domsmand, men retten gjorde ikke noget.

Rigsadvokaten erklærede sig enig i, at der var sket en rettergangsfejl, og at dommen burde ophæves, og Procesbevillingsnævnet gav tilladelse til, at Højesteret kunne tage stilling til sagen.

Afhøringer afspillet i halvmørke

Højesteret lægger vægt på, at sagens parter er enige om, at det i flere tilfælde fremstod, som om domsmanden var faldet i søvn, mens der i retten blev afspillet videoafhøringer af ofrene..

Store dele af sagen i landsretten foregik i halvmørke. Lyset var slukket, og gardinerne trukket for, mens retten så videoafhøringerne af børnene.

Den tiltalte far nægtede sig under sagen skyldig i voldtægt, men erkendte volden.

Han blev dømt med stemmerne 4-2. To ville frifinde ham for voldtægt.

/ritzau/