De findes derude.
De tilbringer det meste af dagen foran computeren. De er opslugte af spil som ”World of Warcraft” og "League of Legends". De kan næsten ikke løsrive sig fra skærmen og bliver irriterede, hvis de skal.
De er decideret afhængige, og familien lider under det.
Bekymrede forældre: Er vores barn afhængig?
Center for Ludomani oplever i gennemsnit én henvendelse om dagen, der handler om overforbrug af computerspil, oplyser psykolog og behandler Johan Eklund.
Henvendelserne kommer typisk fra forældre eller andre pårørende, der er bekymrede:
- De fortæller typisk, at et barn eller familiemedlem bliver vred, hvis vedkommende bliver forstyrret i sit computerspil, og at det giver konflikter i hjemmet. Det går ud over lektier og aftensmad, siger Johan Eklund, der behandler de afhængige og deres pårørende.
Også Misbrugsportalen.dk kender til problemet. Portalen tilbyder behandling af forskellige misbrugsproblemer fra alkohol- og stofmisbrug til ludomani og computerspil-misbrug.
Portalen oplyser, at cirka ti procent af alle henvendelser har relation til computerspil- og internetafhængighed.
Undersøgelse: Hver 10. computerspiller rammes
Rådgivernes erfaringer ligger i forlængelse af udenlandske undersøgelser.
I 2006 konkluderede en tysk undersøgelse ifølge Computerworld.dk, at computerspil kan give en afhængighed, som kan sammenlignes med alkohol- eller cannabisafhængighed, og at mere end hver 10. computerspiller bliver ramt.
I Kina og USA eksisterer der endda velbesøgte afvænningsklinikker.
Forskere uenige: Er afhængighed af computerspil en lidelse?
Herhjemme er der delte meninger om, hvorvidt overforbruget af computerspil kan sammenlignes med afhængighed af stoffer og alkohol.
Psykiater og misbrugskonsulent Henrik Rindom er dog ikke i tvivl:
- Det er fuldstændig ligesom den alkohol-afhængige, der er dybt bundet af sin alkohol og ikke kan slippe det. Det er den samme mekanisme i hjernen, vi ser hos de spil-afhængige.
- Det er en alvorlig lidelse, og jeg har endda set unge mennesker, der får lettere abstinenser, hvis de ikke kan spille. De bliver urolige og rastløse, siger Henrik Rindom.
Men hos Center for Ludomani er man forbeholden:
- Jeg synes, afhængighed af computerspil ligger i samme kategori som overtræning og arbejdsafhængighed. Det er et afhængighedsproblem, men ikke nødvendigvis ligesom stofmisbrug, siger psykolog og behandler Johan Eklund.
Eksperter savner mere viden
Eksperterne er dog enige på et centralt punkt. For at blive bedre til at behandle afhængighed af computerspil, kræver det mere viden, lyder det samstemmende fra Henrik Rindom, Center for Ludomani og Misbrugsportalen.
Eksperterne venter blandt andet på en undersøgelse fra Medierådet for Børn og Unge, der er i gang med at undersøge computerspil-afhængighed sammenlignet med andre former for afhængighed.
Medieråd: Udtryk for depression
Indtil videre tyder undersøgelsen på, at afhængighed af computerspil først og fremmest er et socialt problem.
Det siger formanden for Medierådet for Børn og Unge, Anne Mette Thorhaug:
- Der er et problem med afhængighed af computerspil. Men vi er forbeholdne med at omtale det som en lidelse som for eksempel alkoholisme. Noget tyder på, at overforbrug af computerspil snarere er et udtryk for depression og ensomhed, siger Anne Mette Thorhaug.
Resultaterne af Medierådets undersøgelse forventes klar i sommeren 2015.