Danmarks største sag om terrorfinansiering kommer på dagsordenen, når to ministre i dag skal i samråd i Folketinget.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og skatteminister Karsten Lauritzen (V), skal svare på, hvordan det kunne lade sig gøre, at et netværk af danske og spanske islamister gennem fire år kunne svindle sig til mindst 58 millioner kroner i en kæde af firmaer i Danmark.
Ifølge DR og JP har danske politimyndigheder siden 2014 kendt til, at en dansk-marokkansk mand har været indblandet i svindlen, men først seks dage før samrådet blev den dansk statsborger i fredags anholdt i sagen i Melilla i Spanien, og det får skatteordfører i Socialdemokratiet, Jesper Petersen, til at løfte brynene.
- Man må håbe at der ligger nogle politimæssige overvejelser bag, at man først laver sin anholdelse nu, selvom man har kendt til ham tidligere, og at det ikke drejer sig om, at der kun sker noget, når der kommer politisk fokus på en sag, siger han.
De spanske myndigheder mistænker den 40-årige danske statsborger for at være central i netværket.
Han er nu varetægtsfængslet i Madrid uden mulighed for at komme ud på kaution.
Sodavandsdirektør dræbt i Mali
Ifølge pressemeddelelsen fra det spanske indenrigsministerium er den 40-årige dansker mistænkt for rekruttering af krigere til hellig krig i Syrien og Mali og for terrorfinansiering der er sket ved svindel for mere end 58 millioner kroner i 24 forskellige firmaer.
Den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp fra Forsvarshøjskolen i Sverige betegner i Jyllands-Posten i dag sagen som den ”største terrorfinansieringssag” i Danmarkshistorien.
Anholdelsen af den 40-årige dansker kom efter, at DR i samarbejde med Jyllands-Posten afslørede netværket i dokumentaren ”Terroristen der fik frit lejde”.
DR og Jyllands-Posten har identificeret en række spanske statsborgere, der indgår i netværket.
Blandt dem er Zakaria Said Mohamed, der blev dræbt af franske specialstyrker i Mali i Nordafrika i 2016.
Zakaria Said Mohamed var på papiret direktør for et firma, der handlede med sodavand fra en adresse i det centrale København.
Zakaria Said Mohamed var leder af en kampgruppe i Al Qaida og direktør for et sodavandsfirma i København. (Foto fra propagandavideo)
Anholdt på vej til Syrien
Mindst 13 spanske statsborgere indgår i netværket af direktører i København.
To af de spanske direktører blev anholdt i en større antiterror-operation i Melilla i maj 2014.
DR’s og Jyllands-Postens undersøgelser viser, at netværket af islamister begyndte at optræde som direktører i Danmark i maj 2012.
Det sidste firma med spansk, terrormistænkt direktør blev lukket ned den 2. juni 2016, fire år efter at svindlen begyndte at tage fart.
DR’s dokumentar bygger på en lækage af tusindvis af retsdokumenter fra den spanske efterforskning.
Dokumenterne viser, at den nu anholdte 40-årige danske statsborger var central i netværket.
Anholdelsen af den danske statsborger skete i samarbejde mellem Europol, spansk politi, den marokkanske efterretningstjeneste og fra Danmark PET, bagmandspolitiet og Københavns Vestegns Politi, der i Danmark efterforskede sagen.