Ministerium politianmelder 'betroet' medarbejder: Mistanke om svindel for 111 mio. kroner

En 64-årig kvinde i Socialstyrelsen er blevet internationalt efterlyst.

Børne- og Socialministeriet har politianmeldt en 'betroet' medarbejder, som angiveligt har misbrugt sin position til at tilrane sig 111 millioner kroner mellem 2002 og 2018.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

- Der er tilsyneladende tale om en mangeårig og betroet medarbejder, der i en lang årrække helt systematisk har misbrugt sin stilling. Den foreløbige undersøgelse indikerer, at der er tale om uberettiget tilegnelse af et beløb på omkring 111 millioner kroner i perioden 2002-2018. Sagen er politianmeldt, og der er bestilt to eksterne undersøgelser, som skal klarlægge sagen, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) fortæller, at Folketinget blev orienteret så hurtigt som muligt. Ligeledes er der bestilt to eksterne undersøgelser, som skal placere et ansvar og forhindre, at noget lignende kan ske igen.

- Jeg er dybt rystet over, at der tilsyneladende er blevet svindlet med penge, der jo skulle gå til udsatte grupper. Det er fuldstændig uhørt, at det har kunnet ske, siger ministeren og fortsætter:

- Sagen efterforskes af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, hvorfor jeg ikke kan gå i detaljer, men jeg kan sige klart, at jeg vil sikre, at vi får fuldstændig klarhed over, hvad der er sket, og hvordan kontrolsystemerne over en lang årrække har kunnet svigte.

64-årig kvinde internationalt eftersøgt

Bagmandspolitiet har i forbindelse med sagen efterlyst en 64-årig kvinde via Interpol.

Kvinden er medarbejder i Socialstyrelsen og var ansat til at varetage offentlige tilskudskroner. Hun er nu mistænkt for at have overført over 100 millioner kroner til sig selv i perioden fra 2002 til 2018.

- Der er tale om en meget alvorlig sag. Den mistænkte er lige nu på fri fod i udlandet, og derfor er vi i tæt dialog med internationale samarbejdspartnere, så hun forhåbentlig hurtigst muligt kan blive anholdt og overdraget til os, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der fortæller, at medarbejderen har benyttet sig af en disciplineret og systematisk fremgangsmåde i sin svindel.

- Vi er dog allerede et godt stykke med efterforskningen, og vi har et fint billede af, hvad der konkret er sket og hvornår. Næste skridt er at få kvinden anholdt og undersøgt nærmere, om der er grundlag for et strafferetligt ansvar, siger statsadvokaten.

Den foreløbige efterforskning tyder på, at den 64-årige blandt andet har taget penge, der skulle komme udsatte grupper i samfundet til gavn. Svindlen skulle blandt andet være foregået ved, at pengene er overført til andre kontonumre, end de var tiltænkt. Det er endnu ikke afdækket, om andre personer har medvirket.

Ved du noget om sagen? Skriv en mail til journalist Emil Ingvorsen på emii@dr.dk, så kontakter vi dig.

Børne- og Socialministeriet holder pressemøde klokken 12, og DR2 og dr.dk sender live fra klokken 11.55.