Miljøministeren anerkender, at fiskerne nogle steder langs kysterne har problemer med, at sælerne går i deres net.
- Det er ikke sjovt at skulle hive en ødelagt fangst op i båden. Men både gråsæl og spættet sæl er internationalt beskyttet, og jeg kan ikke bare give tilladelse til at jage dem, siger hun.
Gråsæler og spættede sæler er storspisere af fisk som torsk, og desuden oplever fiskerne, at sæler bider fiskenet i stykker og fortærer de fangede fisk.
Ordførere vil begrænse sælerne
Ordførere fra Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre mener derfor, at der bør være en form for begrænsning af dyrene, der de seneste år har oplevet eksplosiv fremgang både i Østersøen og i Nordsøen.
- Naturstyrelsen har, så vidt jeg ved, aldrig givet afslag til dem, der har søgt tilladelse til at regulere spættet sæl, siger Ida Auken.
Hun mener, at det er nødvendigt at have styr på tilladelserne, så beskyttelsen bliver opretholdt.
Vil se på problemer
- De to arter af sæler, vi har i Danmark, spættet sæl og gråsæl, er beskyttede, og det skal vi holde fast i, siger hun.
Ministeren vil i det nye år sammen med fiskerne, interesseorganisationer og myndigheder se på, hvad man kan gøre ved de problemer, som fiskerne er begyndt at opleve med gråsæler.
/DR Nyheder/