Mens Nordic Waste har erklæret sig konkurs, er tonsvis af forurenet jord i gang med at skride og forårsage miljøproblemer i hav og åer.
Og de op mod tre millioner kubikmeter jord kan begynde at skride endnu hurtigere, når vejret bliver varmere.
En bekymring miljøminister Magnus Heunicke (S) allerede præsenterede i går.
- Aktuelt ser vi ind i en periode nu med tøvejr i de kommende dage i Danmark og altså også på Randers-kanten, og det betyder jo mere vand, og dermed er det en aktuel akut udfordring, at der kan være bekymring for yderligere jordskred som følge af det kommende tøvejr.
Lektor: 'Det er ikke noget akut'
Men Søren M. Kristiansen, lektor ved Institut for geoscience på Aarhus Universitet, maner til besindighed. For selvom smeltevandet fra sneen kan accelerere jordskredet, så sker det ikke i morgen.
- Det er ikke i morgen, og det er heller ikke i næste uge, hvor det ekstra vand virkelig kommer til at betyde noget.
- Det er ikke noget akut. Men det er klart, at det jo ikke gør sagen bedre, siger Søren M. Kristiansen.
Hør Søren M. Kristiansen forklare, hvordan de varmere temperaturer kan forværre situationen.
Det tager nemlig tid, inden smeltevandet når derned, hvor det vil have en effekt på jordskredet.
- Sneens smeltevand skal først lodret ned gennem jorden, ned til bunden og så skal det begynde at bevæge sig ned ad bakken.
- Og det tager dage og uger, før det kommer til at betyde noget – hvis det kommer til at betyde noget, siger Søren M. Kristiansen.
I en rapport fra Cowi lyder det, at hastigheden på jordskredet ligger på mellem 7,2 og 9,6 meter i døgnet.
Borgmester: Vand skal kontrolleres
I Randers fortæller borgmester Torben Hansen (S), at man har 80 lastbiler til at fragte jord væk fra skredet.
- Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at afværge miljøskaden. Og vi skal sørge for, at beboerne ikke bliver berørt.
Betyder de højere temperaturer, at man får yderligere vand, så læsser det på de udfordringer, man i forvejen har.
- Lige nu er den største udfordring, at der kan komme meget vand. Vandet fra Alling Å skal ledes udenom skadesstedet, og vandet fra skadesstedet skal samles op. Så pumperne skal køre, mens vi kører jorden væk, siger Torben Hansen.