Minister efter terror: Hadske overgreb skal ikke blive hverdag i Danmark

Efter terrorangrebet i København er flere muslimer blev spyttet på og revet i tørklædet. Regeringen vil nu undersøge omfanget af hadforbrydelser i Danmark.

- Vi skal sørge for, at det ikke er noget, vi skal have som hverdag i Danmark, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) til DR Nyheder.

Kvælertag, spyt og afrevede tørklæder.

Det muslimske miljø i Danmark oplever i de her dage diskrimination og deciderede overgreb efter sidste weekends terrorangreb i København.

Sådan lyder der fra flere organisationer som Exitcirklen, der arbejder med afradikalisering, og fra Islamisk Trossamfund.

- Jeg har haft rigtig mange henvendelser fra piger, som har haft mange ubehagelige oplevelser. Det er fysiske overgreb som kvælertag, vold, spyt og skub, sagde Khaterah Parwani, der er næstformand i Exitcirklen og juridisk rådgiver og talsperson for Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination (DRC), i fredags til DR Nyheder.

- Det skal ikke blive hverdag i Danmark

Derfor vil regeringen nu kortlægge omfanget af hadforbrydelser, så man kan skabe overblik over problemet.

- Vi skal sørge for, at det ikke er noget, vi skal have som hverdag i Danmark, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) til DR Nyheder.

Selv om der netop nu er fokus på hadske overgreb mod muslimer, så skal kortlægningen også afdække andre typer overgreb mod eksempelvis homoseksuelle.

- Når vi har et billede af, hvordan det ser ud, kan vi bedre sætte i gang med kampagner. Den viden har vi ikke endnu, men den får vi snart, siger socialminister Manu Sareen (R) til DR Nyheder.