Minister: Cannabis-patienter må skifte læge

De praktiserende læger skal ikke lade patienterne i stikken, siger sundhedsministeren.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby besøgte i august Møllerup Gods på Djursland for at se produktionen af hamp. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) opfordrer lægerne til at hjælpe patienter, der har brug for den nye forsøgsordning med medicinsk cannabis.

Og hvis de ikke selv vil udskrive det, bør de henvise deres patienter til kollegaer, som har viden om medicinsk cannabis.

- Vi har frit lægevalg i Danmark, og hvis ens læge principielt ikke vil sætte sig ind i det nye område, som medicinsk cannabis er, så kan man gå til en anden læge. Man kan også bede om at få en henvisning til en speciallæge, siger hun.

Opfordringen kommer, efter flere patientforeninger har fortalt, at patienter oplever at blive afvist, hvis de beder om medicinsk cannabis.

Forsøgsordningen har mødt modstand hos flere lægeorganisationer, der opfordrer deres medlemmer til ikke at beskæftige sig med medicinsk cannabis på grund af manglende dokumentation.

Sundhedsministeren understreger, at man har været opmærksom på problematikken, men henviser til Lægemiddelstyrelsens vejledning på området.

- Vi har helt fra starten sagt, at ordinationsretten var op til den enkelte læge, som altså må sige ja eller nej. Men det er problematisk, at lægeforeningerne går imod og opfordrer lægerne til ikke at sætte sig ind i det, siger hun.

Hun har en klar forventning om, at lægerne ikke decideret modarbejder forsøgsordningen.