Mindst to ældre danskere har fået konstateret den meget farlige madforgiftning botulisme også kaldet pølseforgiftning.
Det sker yderst sjældent, at personer bliver ramt af den farlige forgiftning. Men i weekenden var der storalarm i Sønderborg, da 11 personer i 80'erne blev indlagt på fire forskellige sygehuse med mistanke om pølseforgiftning.
Fem af personerne er igen udskrevet,mens det endnu er uvist, om de resterende personer også er blevet forgiftet.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b27cc1ea11f9f0250da506a
Pølseforgiftning hedder i fagsprog botulisme og stammer fra fødevarer, der ikke er blevet håndteret korrekt.
Når man bliver syg af botulisme, er det fordi, man er blevet forgiftet af et ekstremt farligt stof, der kommer fra bakterien clostridium botulinum.
Denne bakterie er meget almindelig og ufarlig. Den findes fx i lav koncentration i jordbunden.
Men i sjældne tilfælde kan bakterien under iltfattige forhold vokse og danne det giftstof, der giver botulisme.
Scroll ned for at se symptomerne på pølseforgiftning
Findes i botox
- •
Det var en tysk læge, som i 1870 foreslog, at det skulle kaldes ’botulisme' fra det latinske ord botulus, der betyder pølse.
- •
Giftstoffet bliver rent faktisk brugt i meget små mængder til at behandle muskelspasmer, og når man sprøjter botox ind i huden.
Hjemmesaltet mad
Ofte er det set, at giftstoffet er dannet i hjemmekonserverede madprodukter som saltede sild, postej og frugt- og grønsagsretter, der ikke er blevet ordentligt saltet, kølet ned eller varmebehandlet.
Man kan derfor ikke blive smittet fra menneske til menneske.
Botulisme findes ifølge Fødevarestyrelsen i madvarer ’der ikke er salte eller sure nok, hvor fugtigheden er høj, og der er iltfattigt’. Bakterien, der kan udvikle det farlige giftstof, kan overføres ved direkte eller indirekte kontakt med jord eller vand til fødevarer som fisk, kød, frugt, grøntsager, honning, krydderier.
Selvom botulisme er ekstremt farligt, forekommer smitten heldigvis meget sjældent. Der har før weekendens tilfælde kun været omkring fem tilfælde de sidste 30 år.
Statistisk set dør 50 procent af de syge af forgiftningen inden for 3-6 dage. Dødeligheden kan dog mindskes ved at give en modgift, som Serum Instituttet producerer.
Det er symptomerne
Symptomerne begynder som regel at komme 12-36 timer efter, man har spist mad, hvori giftstoffet var dannet.
Som regel får man først kvalme, opkast og diarré. Da giftstoffet bliver optaget i nervesystemet, er symptomerne derefter blandt andet synsforstyrrelser, vejrtrækningsproblemer og lammelser.
Sådan undgår du pølseforgiftning
- •
Man kan forebygge det ved at have en god hygiejne ved konservering af madvarer – både hjemmelavet og industrielt produceret.
- •
Undgå at give børn under 1 år honning – heller ikke på sutten.
- •
Spis ikke madvarer, hvor emballagen buler ud – fx opsvulmede konservesdåser, eller hvor lugten eller smagen er unormal.
- •
Som regel kan man uskadeliggøre giftstoffet ved at koge maden i mindst 10 minutter.
Kilder: Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut, Sundhed.dk