Samfundet mister millioner af kroner på grund af forkerte udbudsformer, skriver Licitationen.
Der bør strammes op, viser både en rapport fra det politisk nedsatte Udbudsrådet og en undersøgelse, som DI Videnrådgiverne og Foreningen af Offentlige Indkøbere, IKA, har gennemført.
Spild af ressourcer
- Virksomhederne bruger rigtig mange ressourcer på at udarbejde tilbud, hvor der er meget lidt sandsynlighed for, at de får opgaven, da rigtig mange sender tilbud ind.
Samtidig bruger det offentlige også store ressourcer på at gennemgå de uoverskueligt mange tilbud. Det er spild af ressourcer, siger chefkonsulent i DI Videnrådgiverne Kirsten Alkjærsig.
Hun mener, at prækvalificering oftere burde bruges. Her kan alle firmaer byde ind på at deltage, uden at de behøver at lave det store tilbudsmateriale, siger hun.