Militæranalytiker hælder stadig til, at russerne bombede Nord Stream

- Det var lidt det, vi allesammen havde regnet med, siger analytiker om, at dansk politi stopper efterforskning.

Russisk fartøj havde ti timer for sig selv ved Nord Stream, inden Forsvarets patruljeskib, Nymfen, dukkede op.

Sådan lyder analysen fra Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

- Det var lidt det, vi allesammen havde regnet med, da svenskerne også gjorde det, siger han med henvisning til, at de svenske myndigheder tidligere på måneden meddelte, at man droppede politiefterforskningen på grund af manglende jurisdiktion.

I en pressemeddelelse fra Københavns Politi og PET mandag formiddag lyder det, at der ikke er det "fornødne grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark".

Analytiker: Mangler formentlig afhøringer

Kenneth Øhlenschlæger Buhls tolkning er, at budskabet dybest set er det samme som fra Sverige.

- Svenskerne sagde, at de havde en rimelig god ide om, hvem der stod bag, men ikke jurisdiktion over dem, de har ønsket at tale med.

- Det er samme fremstilling herhjemme bare lidt forskellige ord. Vi ved det ikke med sikkerhed, men det er hvert fald min udlægning af det.

Kan der være noget politisk i beslutningerne?

- Det kan der sagtens være. Men når man siger, at der ikke er "noget grundlag", så kan det være, fordi man ikke har kunnet tale med de mennesker, man har i kikkerten og få vidneudsagn fra dem. Og så er der ikke noget grundlag for at køre en sag. Det tror jeg er årsagen, siger han.

Det har tidligere været fremme, at 'Andromeda' lagde til ved Christiansø og Bornholm flere gange i ugerne op til sprængningerne.
Det har tidligere været fremme, at 'Andromeda' lagde til ved Christiansø og Bornholm flere gange i ugerne op til sprængningerne.

Næppe opklaring i sigte

Med danskernes og svenskernes efterforskningsstop er kun Tyskland stadig i gang. Men hvis man forventer, at vores naboer mod syd kommer frem til opklaring, bliver man formentligt skuffet, vurderer Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

- Når svenskerne og danskerne ikke kan, så kan tyskerne nok heller ikke.

Teorierne om, hvem der står bag spræningerne i september 2022, er mange. Sidste år beskrev flere medier, heriblandt New York Times, hvordan USA havde efterretninger, der pegede på, at en pro-ukrainsk gruppe stod bag sprængningerne.

Hvem tror du stod bag?

- Jeg er stadigvæk mest overbevist om, at det er russerne, der står bag. Det bygger jeg på, at der er observeret en del russiske specialfartøjer. Vi havde et dansk skib i Diana-klassen, der observerede, at nogle af skibene kunne have miniubåde.

- Der har også været den her anden forklaring om, at der har været nogle ukrainere med en sejlbåd. Den tror jeg ikke så meget på. Men jeg kan ikke afvise den. Men det ville have været en meget risikabel operation.

- Der var i alt fire sprængninger, og det havde krævet fire dyk, og det ville have medført en meget stor risiko, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

Hverken Københavns Politi eller PET ønsker at stille op til interview og uddybe begrundelsen.

De nærmere overvejelser bliver offentligheden dermed ikke indviet i.

Rusland kalder beslutningen om at droppe efterforskningen "tæt på absurd".

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Forstå historien om de 1.200 kilometer lange rørledninger mellem Rusland og Tyskland: