Mette Frederiksen vil sende en halv milliard til pressede fængselsbetjente

De indsatte i fængslerne er mere hårdkogte kriminelle end tidligere, og det sætter pres på fængselsbetjentene.

I første omgang skal hjælpepakken gå til flere fængselsbetjente. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Står det til Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, så får de danske fængselsbetjente en halv milliard kroner mere de næste fire år.

Meldingen fra Mette Frederiksen kommer i forbindelse med de politiske forhandlinger om en ny økonomisk flerårsaftale for Kriminalforsorgen, som netop er gået i gang.

Pengene skal give fængselsbetjentene bedre muligheder for at håndtere de stadigt mere hårdkogte kriminelle i fængslerne.

- Jeg har selv besøgt Vestre Fængsel for nyligt, der huser rigtig mange af de bandekriminelle. Det jeg oplever, det er et arbejdsmiljø, der er blevet alt for råt over for vores fængselsbetjente, siger Mette Frederiksen.

Ifølge den socialdemokratiske formand har kriminalitetsbilledet i Danmark ændret sig - måske for evigt.

- Vi har masser af unge i dag, der ikke begår kriminalitet. Det er rigtig godt. Men vi har også en gruppe af meget hårdkogte unge kriminelle, der ikke har respekt for myndigheder, autoriteter og respekt for andre menneskers liv.

Flere betjente

Ifølge Mette Frederiksen skal pengene i første omgang gå til flere fængselsbetjente. Og det er der brug for, siger Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye.

- Det har aldrig været værre. Vi er løbet over ende af bandekonflikten. Ikke fordi vi ikke kan have dem i fængslerne, men Kriminalforsorgen har ikke været forberedt på at håndtere det, og vi har en akut mangel på fængselsbetjente over hele Kriminalforsorgen.

I sidste ende handler det dog ikke kun om økonomi, når man skal finde forklaringen på de manglende fængselsbetjente. Det er bare en svær opgave at rekruttere medarbejdere til et af Danmarks farligste job, fortæller Kim Østerbye.

- Vi skal kunne brande os bedre og kigge på sammenhængskraften i forhold til opgaven, vi løser. Er der betjente på vagt til de opgaver, vi skal løse, eller skal vi sætte flere folk på arbejde.

Ifølge Kim Østerbye er manglen på fængselsbetjente ikke kun et problem for Kriminalforsorgen, men for hele samfundet.

- Det vil fortsætte med vold og trusler i fængslerne. Og det vil fortsætte med, at vi lukker voldpsykopater ud igen, som overhovedet ikke er blevet resocialiseret.