Mere end hver tredje har fået afslag på erstatning efter stormflodsskader

Regeringen arbejder på, hvordan den kan ændre stormflodsordningen, så flere kan dækkes, lyder det fra erhvervsministeren.

Sommerhusområdet ved Sandersvig Strand i Sønderjylland var blandt de ramte områder under stormen i oktober. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Vandet fra stormfloden i oktober har for længst trukket sig tilbage. Men en lang række berørte husejere er stadig påvirket af de skader, som stormfloden var skyld i, et halvt år senere.

De har nemlig fået afvist de skader, som de har anmeldt til Naturskaderådet. Her er 1250 sager blevet afvist ud af de i alt 3416 anmeldelser.

Blandt andet på Strandmølleskolen i Assens. De havde netop renoveret en nyindkøbt bygning, som skulle bruges til kreativ og eksperimenterende undervisning. Men det har lange udsigter, før de kan tage det i brug.

Viceskoleleder på Strandmølleskolen i Assens, Henrik Halle, undrer sig over, at de ikke kan for erstatning, fordi havvandet blev presset op gennem kloakken. Men det bliver ikke dækket, fordi det vurderes som en følgeskade. (Foto: © Signe Wolthers, DR)

- Det er jo helt tilbage til nul. Det kan ikke bruges lige nu overhovedet. Væggene er skåret op, og gulvet er væk. Så det er et totalt ruineret lokale, siger Henrik Halle, der er viceskoleleder på Strandmølleskolen.

Skolen havde ellers vandskader flere steder. Men mens de har fået erstatning for lokaler, der blev oversvømmet af havvand, er der ingen dækning for de skader, som skyldtes vandet, der steg op af kloakkerne.

- Jeg synes, det er helt skørt. Det er jo tydeligt, at selvom vandet kom op gennem kloakken, så kom det i forbindelse med stormfloden, og det var havvand, der blev presset ind i kloakken.

Men forsikringen dækker kun vand op gennem kloakken, hvis det sker i forbindelse med skybrud – og ikke ved stormflod.

- Der burde være en administrativ ting, der siger, at stormflod, uanset om vandet kommer fra det ene eller andet sted, så bliver dækket, siger Henrik Halle.

Forsikringsbranchen: 'Vi følger bare reglerne'

Hos forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring og Pension, forstår den administrerende direktør godt, at det skaber undren. Men han forklarer også, at det er sådan, reglerne er skruet sammen.

Der er nemlig nogle helt klare regler for, hvornår statens penge skal bruges til at erstatte en stormflodsskade. Det er for eksempel, hvis stormfloden er den direkte årsag til, at gulve, vægge og møbler er ødelagt.

Men hvis vandet er kommet op gennem kloakkerne under stormfloden og ind i bygningen, bliver der ikke givet erstatning, fordi det bliver betragtet som en følgeskade.

- Jeg forstår virkelig godt, hvis de undrer sig. Men det er sådan, ordningen er skruet sammen, og det er også vigtigt for os at få sagt, at det jo udelukkende er politikere og myndigheder, som bestemmer, hvad der skal være dækket og ikke være dækket, siger direktør hos Forsikring og Pension, Kent Damsgaard.

Og derfor er det ikke op til det enkelte forsikringsselskab at vurdere fra sag til sag, uddyber han.

- Når det er det offentlige, som går ind og betaler, så kan man ikke give mere eller mindre som forsikringsselskab. Så skal man alene følge de retningslinjer og regler, som det offentlige har udstukket, siger administrerende direktør Kent Damsgaard.

Naturskaderådet: 'Kig ordningen efter igen'

Det er Naturskaderådet, som vurderer, om et område har været ramt af en stormflod eller ej.

Og her et halvt år efter stormfloden mener Poul Jensen, der er sekretariatschef hos Naturskaderådet, at man godt kunne kigge stormflodsordningen efter i sømmene.

- Stormfloden giver da også anledning til at vurdere, om ordningen er godt nok skruet sammen. Det er jo til syvende og sidst også et politisk spørgsmål, siger Poul Jensen.

Hvis politikerne ændrer lovgivningen, så flere vil kunne få erstatning, minder Kent Damsgaard fra Forsikring og Pension om, hvem der kommer til at betale regningen.

Alle danskere med en brandforsikring betaler 40 kroner ind hvert år til ordningen.

- Det er et godt system, fordi det hjælper de ejendomme og de, som har ejendomme, der er allermest udsatte. Men hvor højt det gebyr skal være i forhold til, hvor meget der skal dækkes, er alene en politisk beslutning at fastlægge. Jo højere det er, jo mere kan også dækkes af forskellige typer skader, siger Kent Damsgaard.

Minister: Vi arbejder på sagen

På Christiansborg er regeringen klar til at se på, hvordan den kan ændre stormflodsordningen, så flere får dækket deres skader fremover. Det siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).

- Vi sidder faktisk lige nu med Folketingets partier og kigger på, hvad det var, der skete, og hvordan reglerne har virket i den her situation.

- Regeringen er klar til at se, hvordan vi kan ændre ordningen således, at den også kan rumme flere. Det er noget af det, vi sidder og kigger på nu, og jeg forventer, at der vil være bred opbakning i Folketinget til at se, om man kan finde nye balancer i den her ordning, siger han.