Mens velfærdsuddannelser stadig ikke tiltrækker nok studerende, har it-uddannelser vendt udviklingen

Pædagoguddannelsen har haft fem procent færre ansøgere end sidste år.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund mener, der er brug for en reform af professionsuddannel- serne. (Foto: © Signe Goldmann, Ritzau Scanpix)

Pædagoger, sygeplejerske, socialrådgivere og lærere.

De påtager sig nogle af kerneopgaverne i vores velfærdssamfund, og vi har brug for endnu flere af dem fremover.

Men optagelsen på sygeplejerske-, lærer- og socialrådgiveruddannelserne er på samme lave niveau som sidste år.

På pædagoguddannelsen er antallet af optagne endda faldet med fem procent fra 2022 til 2023.

Og det er bemærkelsesværdigt, mener Tobias Høygaard Lindeberg, der er underdirektør i tænketanken DEA.

- Krise er et stort ord, men jeg synes, det er der, vi er ved at være, siger han.

Når uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (M), kigger på tallene, så er hun både optimist og pessimist.

- Jeg er optimist, fordi det ser ud, som om vi har stoppet blødningen. Ovenpå år, hvor optaget er faldet og faldet, så er det nu i det mindste stagneret.

- Når det så er sagt, så er det selvfølgelig ikke godt nok, at det stagnerer på et niveau, som er alt for lavt.

IT-uddannelser tiltrækker flere kvinder

På landets såkaldte STEM-uddannelser indenfor naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik er der til gengæld blevet optaget flere studerende end sidste år.

På STEM-uddannelserne er der blevet optaget fem procent flere, og på IT-uddannelser alene er der optaget 10 procent flere.

Det skyldes ifølge Lene Rehder, der er Studiechef på IT-Universitet i København, blandt andet, at man i en årrække har arbejdet på at tiltrække flere kvindelige studerende.

- Vi har arbejdet intenst med at få kvinderne til at se, hvad IT egentlig er. Mange tror, at det kun er noget, man laver i en mørk kælder, men vi har åbnet deres øjne for, hvad man kan lave med IT, siger hun.

IT-universitet har optaget rekordmange kvinder i år. (Foto: © Mads Joakim Rimer Rasmussen, Scanpix Denmark)

På IT-Universitetet i København er 40 procent af de optagede i år kvinder, og det er rekord.

Derudover er det de mange muligheder ved en IT-uddannelse, som tiltrækker mange studerende, fortæller Lene Rehder.

- Mange af de unge er lidt bekymrede for, at de allerede meget tidligt skal vælge en retning for resten af deres arbejdsliv. Så de sætter stor pris på at holde mange døre åbne med en IT-uddannelse.

Velfærdsuddannelser kan lære af IT-uddannelser

Christina Egelund mener, at velfærdsuddannelserne kan lade sig inspirere af IT-uddannelserne.

- Vi har fra politisk og erhvervslivets side i mange år talt om, hvor vigtigt det er at få flere IT-uddannede.

- Det har virket, og det er i virkeligheden den samme indsats, vi skal i gang med, når det kommer til velfærdsuddannelserne. Vi skal have forklaret, hvor vigtige og gode fag det er for samfundet.

Derudover understreger uddannelses- og forskningsministeren, at det kræver en reform af professionsuddannelserne, hvis der skal sikres nok hænder til fremtidens velfærdssamfund.

- Vi skal sikre, at uddannelserne er indholdsmæssigt spændende, at overgangen fra uddannelse til arbejdsliv er god, og også at arbejdslivet er godt, siger hun.

- Men jeg tror ikke, det her problem lige er klaret med et snuptag.