Det faldt angiveligt ned fra himlen i 1219 og sikrede danskerne sejren under et korstog i Estland.
I disse dage flagrer Dannebrog i stedet fra vinduer overalt i Danmark, men håbet må igen antages at være, at det vil skænke os en noget mere fredelig sejr over England, når vi onsdag møder dem i semifinalen ved europamesterskaberne i fodbold.
Men de tusindvis af flag, der fylder Danmark under EM, er faldet forfatter Harald Toksværd for brystet. Det gør han særdeles klart i et debatindlæg i Politiken.
"Det danske flag, der stolt har knejset over slavelejre, kvindeafbrændinger og blodstænkede slagmarker samt alskens politisk, økonomisk, seksuel, religiøs og kønslig undertrykkelse.... Det repræsenterer stagnering og entropi, og for stadig flere den afsky og umenneskelighed, der altid vil være indlejret i nationalismens dna. Dannebrog er farvet rødt af de fremmedes blod, og hvidt af vores egen påtagne renhed", lyder det i debatindlægget.
En kritik, der blev gentaget, da Harald Toksværd besøgte Deadline mandag.
- Det repræsenterer lukkethed og indskrænkethed og repræsenterer et lille eventyrsamfund, som min generation blev lovet, men som vi har set blive afmonteret hver eneste dag lige siden, lød det.
Men er det det, du ser, når flaget hænger fra vinduer under EM?
- Jeg synes godt, at det kan bruges positivt. For eksempel til EM. Problemet er, at det er et symbol, der altid kalder tilbage til nationalismen og indskrænketheden, siger Harald Toksværd i Deadline.
Her retter han samtidig en kritik mod blandt andet Dansk Folkeparti, der har brugt Dannebrog meget aktivt i sit kampagnemateriale.
Historiker: Dannebrog er både slavenation og fagbevægelse
Og det danske flag hænger sammen med slavehandel og krigsførelse. Men også hundredvis af andre ting, lyder det fra Torben Kjersgaard Nielsen, der er lektor i historie ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen 'Dannebrog'.
- Man kan jo sagtens vælge at se det som et symbol på en nation, der netop har været en slavenation på linje med alle andre europæiske kolonimagter. Der, hvor jeg siger ”rolig nu”, det er, når jeg kigger på den moderne brug af flaget. Så mener jeg, at det er virkelig indskrænket, hvis man kun ser det som et undertrykkende symbol.
- Den første fagbevægelse som jo kæmper for, at arbejderklassen skal få forbedrede kår brugte jo også Dannebrog. Der er så mange måder at bruge det her flag på, siger Torben Kjersgaard Nielsen.
'Dannebrog er mere mangfoldigt end mange andre landes flag'
Og mens han naturligvis anerkender, at Dannebrog er et nationalt symbol, så mener han også, at flagets historie peger på, at det er meget andet.
- Der sker en patriotisk vækkelse, der kulminerer ved første slesvigske krig i 1848. Der bliver Dannebrog for alvor et folkeligt udtryk for, at man støtter op om helstaten. Ikke bare Danmark, men også Slesvig-Holsten som en stat. Altså en stat, hvor der tales både dansk og tysk.
Det var en periode, hvor brugen af flaget i det store hele var forbeholdt kongen, og ikke den almindelige, jævne dansker. Derfor brød danskerne faktisk loven, da de igennem 1800-tallet tog Dannebrog til sig.
- Jeg vil sige, at Dannebrog er mere mangfoldigt end rigtig mange andre landes flag, fordi vi så denne her meget tidligere folkeliggørelse af vores flag, siger Torben Kjersgaard Nielsen.
Men har Harald Toksværd ikke en pointe i, at Dannebrog som symbol har været tilknyttet højrefløjen i dansk politik?
- Højrefløjen har været dygtige til at bruge flaget. Især Dansk Folkeparti, men jeg synes, at jeg har noteret mig en øget opmærksomhed på, at flaget kan betyde alt muligt. Ikke bare Dansk Folkeparti.
Pia Kjærsgaard: Giver gerne patent tilbage
I Deadline var også Dansk Folkeparti-stifter og værdiordfører Pia Kjærsgaard, der af Harald Toksværd bliver kritiseret kraftig for partiets brug af flaget.
- Det kan godt være, at I ikke føler, at I har taget patent på Dannebrog, men I har alligevel brugt det som et politisk værktøj til at føre alt mulig afskyelig politik, lød kritikken.
Den kritik havde Pia Kjærsgaard dog ikke meget tilovers for.
- Jeg vil bare sige, at alle de dannebrogsflag, der hænger ud af vinduerne i Danmark, deres ejere stemmer altså ikke alle sammen på Dansk Folkeparti, lød det fra Kjærsgaard, der fortsatte:
- Du er ude i en meget, meget svær opgave lige fortiden, når du fordømmer vores flag på en meget uværdig facon.
Samtidig fastholder hun, at flaget ikke er noget, der er forbeholdt Dansk Folkeparti.
- Hvis nogen mener, at vi har patent på Dannebrog, så giver vi meget gerne det patent tilbage.
Vi pakker det nok væk efter EM
Og selvom bølgerne gik højt i mandagens Deadline, så mener Torben Kjersgaard Nielsen, en mand, der har skrevet en hel bog om Dannebrog, at man skal passe på med altid at lægge en hel nations historie ned i hvert et flag, man ser.
- Her på Silkeborgvej, hvor jeg står lige nu, ligger der en sexshop. Uden for den hænger der seks små, plastiklaminerede dannebrogsflag. Det er jo ikke, fordi erotikken her har et særligt nationalt skær, det er nok bare et udtryk for, at når de hænger ude, er butikken åben.
- Man skal passe på med at fastholde det i en symbolværdi, som kun handler om den store nations fortælling.
Tror du, at Dannebrog vil komme til at fylde mere for danskerne på grund af EM?
- Jeg tror, at når vi er færdige med at være begejstret over landsholdet, ryger det nok ind i igen.