Menneskesmuglers forsvarer: Min klient vil gerne have sagen overstået

Anklagemyndigheden vil nu overveje om afgørelsen skal ankes sagen til Landsretten.

Forsvarer Peter Zacher Sørensen siger til DR Nyheder, at der ikke er nogen tvivl om, at dagens dom vil danne grundlag for den række af lignende sager om menneskesmugling, som er på vej. (© DR)

Den 41-årige familiefar, som i dag blev idømt en bøde for menneskesmugling, har valgt at acceptere sin dom.

Det selvom hans forsvarer ikke mente, at man burde kunne dømmes for at gøre en god gerning.

- Vi har modtaget dommen, også fordi min klient gerne vil have det overstået, forklarer Peter Zacher Sørensen.

Forsvarsadvokaten glæder sig dog over, at bøden, som hans klient blev idømt, ikke blev på de 15.000 kroner, som anklageren havde forlangt.

- I forhold til anklagemyndighedens påstand, som var på 15.000 kroner, er jeg – om man så må sige - ret godt tilfreds med, at den blev sat ned til 5.000 kroner, siger han.

Anklageren i sagen, Tine Friis, siger, at hun er tilfreds med dommen.

- Jeg er tilfreds med, at vi har fået en afgørelse her i dag, og at retten har besluttet, hvad det her skal koste. Det var hele formålet med at bringe sagen for retten, siger hun.

Anklagemyndigheden har endnu ikke besluttet, om man vil anke dommen til landsretten. Statsadvokaten har nu 14 dage til at beslutte, om dagens dom skal være sagens sidste.