Nye regler fra Miljøministeriet omkring klorindholdet i landets svømmehaller er ikke gode nok.
Det mener Dansk Svømmebadtekniskforening, som siger at ministeriet spænder ben for at landets svømmehaller kan få en bedre vandkvalitet.
- Problemet med de nye regler er, at vi godt vil have klorindholdet længere ned end ministeriet tillader, siger Jens Christian Olesen, leder af Gladsaxe svømmehal og medlem af Dansk Svømmebadtekniskforening.
- De forsøg vi har lavet med meget lavt indhold af klor viser den samme eller bedre badevandskvalitet - som ved et væsentlig højere indhold af klor, siger Jens Christian Olesen.
Jens Christian Olesen vil gerne give badegæsterne i Gladsaxe svømmehal en bedre oplevelse - og det mener han de får ved at klorindholdet sættes ned.
- Klor er jo ikke sundt, så jo mindre klor vi kan få i vandet jo bedre, siger Jens Christian Olesen.
Ministeriet siger nej
Gladsaxe Svømmehal har har haft dispensation til at køre med lavere klorindhold i en periode, men svømmehallen vil gerne have at ordningen bliver permanent, men det lægges der ikke op til i de nye regler fra Miljøministeriet.
- De regler vi har bestemt, er lavet på baggrund af råd fra Sundhedsstyrelsen, og det er deres klare signal at vi ikke skal længere ned i klorniveauet for ellers kan vi ikke sikre, at der ikke opstår infektioner i vandet, og det er jo netop derfor vi tilsætte kloren, siger Inger Bergmann, kontorchef i By- og Landskabsstyrelsen under Miljøministeriet
Hygiejen er det vigtigste
I følge ministeriet, så er det ikke nødvendigvis klorindholdet der er det vigtigste for at få et rent badevand i landets svømmehaller
- Folk skal huske at vaske sig, og der skal være en ordentlig hygiejne mens man bader. Forurening fra de badende sammen med kloren kan blive ubehagelig, så en god hygiejne er langt det vigtigste for badevandskvaliteten, siger Inger Bergmann.