Medlem trækker sig fra omstridt kommission, der foreslog forbud mod tørklæder

Jeg har ikke været god nok til at stå fast på mine synspunkter, siger Kefa Abu Ras.

Kefa Abu Ras er medstifter af foreningen 'Søstre mod vold og kontrol' i Odense. Hun trækker sig fra den kommisson, der foreslå et forbud mod at bære tørklæde som hovedbeklædning i grundskolen. (arkvfoto). (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Ritzau Scanpix)

Det vakte meget debat, da Kommissionen for den glemte kvindekamp for lidt over en uge siden foreslog at forbyde tørklæder som hovedbeklædning for piger i grundskolen.

Og debatten fortsætter. For nu trækker det første medlem sig fra kommissionen.

- Det gør jeg, fordi jeg ikke kan stå inde for en anbefaling om tørklædeforbud, siger Kefa Abu Ras, der er medstifter og frivilligchef i organisationen Søstre mod vold og kontrol, i et interview i Deadline.

- Jeg mener ikke, at man kan løse det her problem med tvang, siger Kefa Abu Ras.

Det var ellers en enig kommission, der med formand Christina Krzyrosiak Hansen, socialdemokratisk borgmester i Holbæk Kommune, 24. august præsenterede ni foreløbige anbefalinger.

Kefa Abu Ras kan derfor godt forstå, hvis folk undrer sig.

- Jeg må indrømme, at jeg har ikke været god nok til at stå fast på mine synspunkter. Jeg må indrømme, at det gik for stærk for mig personligt, siger hun.

'Anbefaling af forbud lukker debatten'

Kefa Abu Ras har i en årrække arbejdet for, at piger i muslimske miljøer ikke skal tvinges eller presses til at gå med tørklæde.

- Men jeg mener ikke, at forbud er den bedste løsning. Jeg mener ikke, at tvang kan løse tvang. Og jeg har et ønske om at nuancere debatten. Når vi anbefaler et forbud, så lukker vi faktisk debatten, siger hun.

I stedet går hun ind for, at man fraråder - og ikke forbyder - brug af tørklæder.

Kefa Abu Ras har tidligere givet udtryk sin uenighed med anbefalingen af et tørklædeforbud.

Det har også fået et andet medlem af kommissionen, Lise Egholm, til at trække i land.

- Vi bliver allesammen klogere i denne her debat, også os, der sidder i kommissionen, sagde Lise Egholm, der er tidligere skoleleder på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København, for nyligt til DR.

I en skriftligt svar til DR udtrykker kommissionsformand Christina Krzyrosiak Hansen (S) ærgrelse over, at Kefa Abu Ras har valgt at udtræde fra kommissionen.

- Jeg havde personligt set frem til, at hendes store viden og erfaring kom i spil til kommissionens kommende arbejde med ungdomsliv og voksenliv, skriver hun.

- Da vi i sin tid nåede frem til de ni første anbefalinger, var der fuld konsensus om alle anbefalingerne. Derfor er jeg selvfølgelig forundret over, at Kefa nu ikke kan stå inde for det længere, men jeg respekterer hendes beslutning, skriver Christina Krzyrosiak Hansen, der tilføjer, at kommissionen "ufortrødent" fortsætter sit arbejde.

Minister kalder anbefalinger modige

Det er regeringen, der i januar i år nedsatte kommissionen, der skal komme med forslag til, hvordan kvinder med minoritetsbaggrund kan nyde samme rettigheder og frihed som andre danske kvinder.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) har kaldt anbefalingerne "spændende og modige".

Men flere socialdemokratiske borgmestre på den københavnske Vestegn mener ikke, at et forbud mod tørklæder er vejen frem.

Kommissionen ventes at afslutte sit arbejde i begyndelsen af 2023.