Medier: Sverige lukker efterforskning af Nord Stream-sabotage

Sveriges efterforskning af sabotagen bliver lagt ned, erfarer tyske medier.

Sprængningerne fandt sted i september 2022, og udslippet fra rørledningerne kunne tydeligt ses på havoverfladen. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)

Den svenske anklagemyndighed lukker efterforskningen af sabotagen på Nord Stream-rørledningerne.

Det erfarer de tyske aviser Süddeutsche Zeitung og Zeit samt de tyske public service-stationer WDR og NDR.

Ifølge de tyske medier ser de svenske efterforskere dermed ud til at have opgivet at stille nogen til ansvar for sabotagen mod rørledningerne i farvandet ud for Bornholm og Sverige.

Det har ikke været muligt for DR at få verificeret de tyske mediers oplysninger om efterforskningen, der tilsyneladende er droppet.

Men mandag varslede den svenske kammeranklager Mats Ljungqvist, at han i løbet af ugen vil give en udmelding om Sveriges efterforskning, som han har stået i spidsen for.

- Jeg kan ikke sige, om det bliver i morgen eller på onsdag eller på torsdag, men en afgørelse er i hvert fald på vej, sagde Mats Ljungqvist i går til den svenske avis Expressen.

Senest har den svenske anklagemyndighed kort før middag oplyst til nyhedsbureauet Reuters, at en officiel melding kan komme i morgen, onsdag.

Forstå historien om de 1.200 kilometer lange rørledninger mellem Rusland og Tyskland:

Også efterforskning i Danmark og Tyskland

Sabotagen på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 blev opdaget i september 2022, da der opstod gaslækager, som fik havet ud for Bornholm og Sverige til at boble voldsomt.

Myndighederne konkluderede hurtigt, at rørledningerne var blevet saboteret, og siden har både Danmark, Sverige og Tyskland efterforsket sagen.

Også Rusland har lavet deres egen efterforskning.

Ifølge DR’s oplysninger er den danske efterforskning fortsat aktiv i koordinering mellem Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Politiet ønsker dog ikke at fortælle, hvordan efterforskningen skrider frem:

- Københavns Politi har for nuværende ingen kommentarer til efterforskningen, lyder det fra presseafdelingen.

Nord Stream-sabotagen

  • Den 26. september 2022 blev et læk af gas fra rørledningen Nord Stream 2 registreret i Østersøen sydøst for Bornholm. Adskillige timer senere blev yderligere læk fra rørledningen Nord Stream 1 opdaget nordøst for øen.

  • Myndigheder i flere lande oplyste allerede dagen efter, at lækagerne skyldtes sabotage.

  • Rusland har flere gange krævet en international efterforskning af sabotagen.

Flere teorier har været fremme

Siden sprængningerne for 16 måneder siden har også internationale medier forsøgt at finde svar på, hvem der kan have planlagt og udført operationen.

Süddeutsche Zeitung, NDR og WDR har tidligere afsløret, at et 15 meter langt sejlskib med navnet Andromeda ifølge deres kilder kunne være blevet brugt i operationen.

DR har desuden tidligere afdækket, hvordan russiske flådefartøjer med kapacitet til at lave operationer på havbunden flere gange opererede i området omkring de senere eksplosionssteder.

Det skete i løbet af juni og september 2022.

Derudover har Dagbladet Information afdækket, at et russisk specialfartøj med miniubåd var blevet observeret i nærheden af Nord Stream-rørledningerne i dagene op til sprængningerne.

Skyggekrigen