Blandt de cirka 1000 deltagere på Praktiserende Lægers Organisations medlemsmøde i Hillerød har 90,6 procent stemt ja til at ville aflevere deres ydernumre. Lidt over to procent stemte nej ved den anonyme skriftlige afstemning, mens lidt over syv procent ikke tilkendegav deres mening.
Signalet er klart
Formand for PLO, Henrik Dibbern siger til DR Nyheder:
- Det er et meget klart mandat. Vi står samlet. Og det her er et meget klart signal.
Det betyder formentlig så også, at vi vil aflevere ydernumrene i samlet flok inden sommerferien. Og så er aftalen mellem os og det offentlige slut fra 1. september, lyder det fra Henrik Dibbern sent mandag aften efter stormødet
Flere møder på vej
Det står den enkelte læge frit for ikke at aflevere sit ydernummer.
De kommende dage vil de praktiserende læger i resten af landets regioner ligeledes holde afstemninger, om lægerne vil deponere deres ydernumre i protest.
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation i Region Hovedstaden Birgitte Alling Møller er ikke overrasket over resultatet af afstemningen:
- Jeg vurderer, at det er en meget reel trussel, at så stort et flertal er klar til at aflevere deres ydernumre.
- •
Ydernumret er det nummer, som en alment praktiserende læge får tildelt af den offentlige sygesikring som betingelse for honorarafregning med sygesikringen.
- •
Hvis lægerne deponerer deres ydernumre, skal patienterne fra 1. september selv betale for et besøg hos lægen.
- •
Herefter er det op til det offentlige, hvor mange penge, der skal refunderes til patienten.