Maskerede mænd skød mod kiosk i Faxe

Politiet knytter skyderi i Faxe til rocker- og bandemiljøet. Gerningsmændene var maskerede og køllebevæbnede.

Maskerede mænd affyrede torsdag aften flere skud mod en kiosk i Torvegade i Faxe. Ifølge politiet har skyderiet forbindelse til rocker- og bandemiljøet.

Der er ingen oplysninger om tilskadekomne.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at gerningsmændene var bevæbnet med køller, og en af dem havde altså også et skydevåben.

Politiet ønsker ikke at give konkrete oplysninger om baggrunden for, at man knytter episoden til rocker- og bandemiljøet. Politiet henviser til "efterforskningsmæssige hensyn".

- Vi må nu desværre endnu en gang konstatere, at en del af de verserende konflikter i rocker- og bandemiljøet udfolder sig i vores område.

- Det beklager vi dybt, og vi kan forsikre, at der arbejdes meget målrettet på at finde gerningsmændene til disse aldeles afstumpede handlinger, siger politiinspektør Kim Kliver i en pressemeddelelse.

Det er spillekiosken 4-kløveren i Torvegade, som er blevet beskudt. Kim Kliver vil overfor Ritzau ikke fortælle nærmere om, hvorfor netop den kiosk kan blive centrum i et bandeopgør.

På kioskens facebookside fremgår det i øvrigt, at kiosken allerede natten til onsdag blev ramt af kriminalitet. En gerningsmand havde forsøgt i ly af natten at skaffe sig adgang til kiosken ved at lave hul i loftet.

- Du har nok fået et lille chok da røgkanoner og strobelyset er gået i gang, og derfor har du fået tabt din taske med alt værktøjet ned igennem hullet, skriver kiosken - henvendt til gerningsmanden - på Facebook.

Kim Kliver kender ikke noget til det indbrudsforsøg og kan derfor ikke fortælle, hvorvidt politiet anser det for relevant i forbindelse med torsdagens skudepisode.

/ritzau/