Markant færre kommer til skade i højresvingsulykker

På trods af, at der er flere biler på vejene, er der færre dødsulykker i trafikken.

Antallet af højresvingsulykker faldt fra 11 i 2014 til fem i 2015, viser foreløbige beregninger fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik. (Foto: © Dennis Lehmann, Scanpix)

Til trods for en stigning i trafikken på vejene på tre procent i 2015 var antallet af ulykker med personskade eller død uændret i forhold til 2014.

Det skriver Transport- og Bygningsministeriet og Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Antallet af dræbte ser ud til at ende på 175, mens det samlede antal tilskadekomne ser ud til at ende på omkring 3.400, hvilket vil være nogenlunde samme antal som sidste år.

Antallet af højresvingsulykker er mere end halveret i forhold til de seneste år - fra 11 til fem ulykker. Heraf har der indtil nu kun været én dødsulykke med en højresvingende lastbil mod en ligeudkørende cykel. Det er samme antal som i 2014.

Det lave antal af tilskadekomne i trafikken er naturligvis noget, der glæder transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

- Jeg er rigtig glad for, at vi fastholder det lave antal af tilskadekomne i trafikken fra sidste år til trods for, at vi faktisk ser mere og mere trafik på vejene. Vi skal naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at forhindre trafikulykker, men heldigvis viser statistikken, at de danske veje er nogle af de sikreste at færdes på i hele Europa, siger han.

Færre dræbte i trafikken

En af grundene til den positive statistik er bilernes udvikling, påpeger Jesper Hemmingsen, trafikmedarbejder i Vejdirektoratet.

- Vi har efterhånden en bilpark med stadigt bedre sikkerhedsudstyr, hvor selv de mindste modeller har et højt sikkerhedsniveau, og det er utvivlsomt også med til at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne, siger han.

Det præcise ulykkestal for 2015 kendes af gode grunde endnu ikke, men foreløbigt viser statistikken, at man ender med omkring 175 dræbte i trafikken, hvilket vil være en positiv udvikling i forhold til 2014, hvor 182 personer mistede livet.