Marie og Amalie er tvillinger.
De deler forældre og fødselsdato, de elsker begge to søde sager og at danse. Men der holder lighederne også op. I hvert fald set udefra.
Mens Amalie Kondrup lever et liv som så mange andre 31-årige med job, mand og tre børn, så har Marie Lisbjerg måttet opgive drømmen om at stifte familie, er for tiden single - "mænd er lidt besværlige", som hun siger - og så bor hun i en beskyttet bolig på et hjem sammen med syv andre udviklingshæmmede.
Så historien om tvillingeparret er også en fortælling om, hvordan to skæbner med samme udgangspunkt kan falde helt forskelligt ud.
Til at begynde med fulgte de ellers hinanden bevægelse for bevægelse, da de vendte sig forkert og gjorde det nødvendigt for lægerne at bringe dem til verden ved kejsersnit.
Det var fra det øjeblik, at deres livsbaner for alvor drejede i vidt forskellige retninger, fortæller Amalie.
- Som jeg husker det, har jeg nærmest fra første minde altid været bevidst om, at der var forskel på os. Da jeg skulle i børnehave, blev Marie i vuggestuen, og jeg kan huske, at jeg forsøgte at kravle over hegnet for at komme ind og lege med hende.
Hvorfor det faldt så forskelligt ud for de to søstre, er der ikke nogen, der ved. Det tætteste, de er kommet på en mulig forklaring, er, at der altid er lidt større risiko for udviklingshæmning ved en tvillingefødsel.
'Vi er mennesker som alle andre'
Men egentlig er både Amalie og Marie også enige om, at spørgsmålet 'hvorfor?' ikke er så vigtigt at finde svaret på.
For Marie er her. Udviklingshæmmet, ja, men et menneske i egen ret med drømme og behov, der ligner dem, som alle vi, der udgør normen, også bærer rundt på.
- Vi er mennesker som alle andre, vi har bare brug for lidt mere støtte og lidt mere hjælp. Men det er der jo ikke noget galt i, som Marie selv udtrykker det.
For hendes søster handler det om at vise verden alt det, som udviklingshæmmede også er.
Af samme grund var hun ikke i tvivl, da hun blev spurgt, om hun ville medvirke i programserien 'Ingen er perfekt', der bliver sendt for første gang i aften.
- Da jeg hørte om projektet, blev jeg rørt, fordi jeg kunne høre, at det handlede om at undersøge, hvilke ressourcer de her mennesker har. Ressourcer som groft sagt bliver regnet for ikke at kunne give samfundet noget som helst.
Når budskabet drukner
Det er et budskab, der ligger Amalie på sinde, og armbevægelserne bliver lidt større og tonelejet lidt mere alvorligt, når snakken falder på den måde, som medierne portrætterer og omverdenen opfatter handicappede på.
- Der har været programmer, som i bedste mening har forsøgt at portrættere folk med et handicap, og så er det alligevel blevet noget, man halvt griner af og laver memes af.
- Det kan sagtens være dejligt og hjertevarmt, men det er ikke det, der er pointen. Det er stadig ikke de store forventninger, man har, når folk med handicap vises som nogle, man kan sidde og klukle af.
- Lad os nu fjerne det mærkelige og mystiske, for det er jo stadig mennesker med de samme drømme og de samme tanker – handicap eller ej, siger hun.
Ser vi sådan på dem?
Amalie forstår godt, at folk kan blive overvældede ved tanken om at få et barn, der er udviklingshæmmet, og hun er ikke imod at benytte de muligheder for at træffe et aktivt til- og fravalg, som vordende forældre får i dag.
Men hun ærgrer sig over, at nuancerne i debatten synes at forsvinde, og hun oplevede det selv som et chok, da hun under sin egen graviditet gav udtryk for, at hun nok ikke ville få foretaget en abort på baggrund af nakkefoldsscanning, hvis den viste en forhøjet risiko for at få et handicappet barn.
Et standpunkt, der fik en ældre læge til brysk at konstatere, at det burde hun gøre, fordi "der næsten ikke er nogen tilbud til folk med handicap tilbage".
- Han har sikkert ikke tænkt over det og sagt det i den bedste mening. Men er det virkelig sådan, vi ser på folk med handicap? siger hun.
Livet som søster til en udviklingshæmmet har for hende udelukkende været forbundet med glæde. Som det værste måske, at hun til tider skal huske også at prioritere egne behov, fordi hun med egne ord "har bygget en identitet op om at være rummelig".
Beskyttede værksteder
På væggen i Maries bolig i Kgs. Lyngby nord for København hænger et billede af hende og Bodil Jørgensen. ”Et venligt og mildt væsen”, siger hun om sin skuespillerkollega, som hun har mødt igennem sit arbejde på Teater Glad.
For Marie arbejder fire dage om ugen på teatret, hvor hun er ansat i skuespillerensemblet, og hun får lov til at fordybe sig i skuespil, som hun kalder et ”spændende fag, hvor man kan blive klogere på mennesker”.
Det er en dagligdag langt fra de beskyttede værksteder, som hun i afslutningen af sin skoletid blev stillet i udsigt at kunne få arbejde på.
En fremtidsudsigt, der sendte hende til tælling.
- Man kunne se, at du ikke kunne holde til at blive sat i bås som en, der skulle sidde og samle en stikkontakt, for jeg tror, at du selv var bevidst om, at du kunne give en hel masse andet, siger Amalie, der tydeligt husker, hvor ulykkelig hendes søster var den dag.
Bristede drømme
Men der er ting, andre tager for givet, der ikke kan lade sig gøre for Marie. Drømme, der må forblive drømme.
Det hårdeste afsavn har været erkendelsen af, at hun aldrig bliver mor. Også selvom hun i dag har accepteret, at rollen som forælder ikke er en, hun kan udfylde.
- Jeg blev rigtig ked af det, da mor fortalte mig, at jeg nok ikke skulle regne med at få nogen børn. Jeg blev helt knust. Men nu har jeg det faktisk godt med det. For der er nogle ting, der ville have været for svære for mig, og jeg ville nok have følt et stort nederlag, mere end jeg ville være blevet glad for det.
- Og til sidst ville det nok ende med, at mine børn ville blive fjernet, og det ville jeg heller ikke have kunnet holde ud, siger hun.
Ingen er perfekt
For Marie blev den bristede drøm en barsk påmindelse om, at tilværelsen til tider er noget, man slår sig på, selvom man gør sig nok så umage.
Og det er uanset, om man er udviklingshæmmet eller ej.
- Der er ikke noget, der er perfekt. Det er jo noget, som vi har opdigtet, tror jeg. Der er mange, der ikke er perfekte, som tror, at de er perfekte. Vi kommer også til at køre over for rødt, og der er mange, der bliver skilt og er utro og alt muligt. Og det er jo, fordi vi ikke er perfekte, slår hun fast.