Marcus Lauerberg er bange for politiet. Det er derfor, vi ikke viser, hvordan han ser ud.
Han har bedt om en vis form for anonymitet i bytte for hans historie. En historie, der begynder i Vejle den 10. september 2022 omkring klokken fem om morgenen.
21-årige Marcus Lauerberg har sammen med tre venner og sin kæreste hentet pizzaer efter en nat i byen. Pludselig opdager de noget tumult et stykke derfra, og fra deres sted ser det ud til, at civilklædte betjente er i gang med en noget hårdhændet politiforretning.
Han finder sin telefon frem for at filme betjentenes arbejde. Han kender dem allerede i forvejen. Det er ikke første gang, at han har set dem gå til den i Vejles natteliv.
På videoen kan Marcus Lauerberg høres sige "Hvad fuck er det, der foregår, mand? Ham der har ikke gjort en skid - hvad fuck er der galt med jer?".
Til Politiken fortæller den 21-årige, at en betjent efterfølgende slår telefonen ud af hånden på ham. Herefter sparker betjenten ham i knæhaserne, og så trækker politiet ham hen over jorden. Til sidst får Marcus Lauerberg peberspray i ansigtet og knippelslag på ryggen.
- Jeg synes, det er voldsomt, at det er de samme personer, som vi i realiteten bør ringe til for at få hjælp, som vi egentlig går og er bange for, siger Marcus Lauerberg til DR.
En af videoerne, som Politiken har bragt, viser, hvordan Marcus Lauerberg råber til betjentene. Ifølge ham selv får han efterfølgende både peberspray og knippelslag:
Politiet: Vi har ikke været hurtige nok
Betjentene i videoen er de samme betjente, der har været indblandet i sagen om den dengang forsvundne Farhad Tober.
Det er også de samme betjente, som er blevet fjernet fra den nu nedlukkede specialpatrulje, og som i dag "er overført til andet arbejde" i politikredsen.
Direktøren i Sydøstjyllands Politi, Jørgen Abrahamsen, fortæller, at det er det samlede billede af flere sager, der gør, at han har valgt at nedlægge afdelingen.
- Det, vi har fået præsenteret i sidste uge af Politiken, stiller spørgsmål til den måde, vi udøver vores magtanvendelse, siger han til DR.
Hvorfor skal der omtale i pressen, før I opdager, at der måske er noget, som er uhensigtsmæssigt?
- Sådan er det vel bare nogle gange. Det tager tid, inden man ser det fulde billede. Det er tilfældet her, og der må jeg jo erkende, at vi ikke har været hurtige nok til at se det, siger Jørgen Abrahamsen.
Politikens videoer sætter spørgsmålstegn ved politiets magtanvendelse, siger politidirektøren:
Ingen tillid til ordensmagten
Marcus Lauerberg har mistet tilliden til politiet i Vejle. Han har hørt og set for meget til, at tiltroen kan genskabes.
- Jeg tror ikke, at jeg vil være tryg ved nogen betjente den dag i dag. Den dag har helt klart ændret mit syn på, hvordan politiet har været, og hvordan det fungerer, siger han.
Men der er ingen grund til at være bange for politiet, forsikrer Jørgen Abrahamsen og understreger, at det netop er af den grund, at han har nedlagt specialpatruljen. Han vil genskabe tilliden mellem borger og betjent i Vejle.
- Jeg kan kun opfordre til, at man henvender sig til enten politiet eller Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), hvis man har noget, der bør undersøges, siger han.
Han fortæller også, at nogle af de episoder, som Politiken har vist, har været forbi DUP uden at få kritik. Andre har endnu ikke været forelagt, mens andre stadig er under behandling.