Mange illegale migranter arbejder ulovligt i servicefag

Mere end 600 personer blev sidste år sigtet af politiet for at arbejde ulovligt.

Det er især i restauration - og rengøringsbranchen, migranter, der arbejder ulovligt, finder arbejde. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Det er særligt restauration – og rengøringsbranchen, der ansætter de illegale migranter, som kommer til Danmark for at finde arbejde.

Selvom de ikke har lovlige papirer eller pas, kan de finde ansættelse, og nogle brancher har langt flere ansat end andre.

- Servicebranchen, hvor vi kontrollerer restaurationer og rengøringsbrancher, er her, vi støder på de her tilfælde af personer, der udfører ulovligt arbejde, siger leder af Udlændingekontrolsektionen i Københavns Politi Tom Struve.

Direktør for Hotel-, Restaurant - og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening HORESTA, Katja K. Østerård, nikke genkendende til billedet:

- Jeg tror, det er brancher som restaurations - og byggeribranchen, der beskæftiger arbejdskraft, som ikke nødvendigvis kræver de store kompetencer, og hvor det dermed er nemmere at komme ind og tage et arbejde, siger hun.

Antallet af migranter, der bliver taget i at arbejde ulovligt, er steget, viser en statistik fra Rigspolitiet, og sidste år blev mere end 600 personer fra ikke EU-lande sigtet af politiet for at arbejde ulovligt.

Det er dobbelt så mange som i 2010, og i år forventer politiet mindst ligeså mange sager, siger Tom Struve.

Det er særligt migranter fra Afrika og Asien, som kommer til Danmark og arbejder sort for nogle gange helt ned til 40 kroner i timen.

Det er dog langt fra alle, der ender i restauration- eller rengørings-branchen. Ifølge Tom Struve ender sæligt mange migranter fra Nordafrika på massageklinikker eller i prostitution.