Mand døde, da træ blev fældet ned over hans bil. Nu er seks mænd tiltalt i sagen

Det vides ikke, hvordan mændene forholder sig til tiltalen.

Gerningsstedet på Parnasvej ved Sorø torsdag den 14. marts 2024. (Foto: © Claus Bech, Ritzau Scanpix)

Seks mænd er blevet tiltalt i en sag, hvor en 55-årig mand mistede livet efter at have påkørt et fældet træ i Sorø.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Episoden skete natten til 13. marts i år.

Mændene er også tiltalt for fareforvoldelse og groft hærværk. To af mændene er også anklaget for at have undladt at hjælpe manden, men i stedet flygte.

Ifølge anklagemyndigheden stod de seks mænd også bag en fældning af et træ ud over kørebanen i Slagelse.

Men det er ikke det eneste, mener anklagemyndigheden.

- Den efterfølgende efterforskning har afdækket flere sager, hvor træer er blevet fældet og væltet ind over veje, og der er altså nu rejst tiltale mod i alt ni unge mænd.

Derudover er fem af mændene også tiltalt for have fældet træer tre gange i og omkring Ringsted.

Var sigtet for drab

Tidligere var mændene sigtet for drab, men tiltalen går på uagtsomt manddrab, som er en væsentligt mildere bestemmelse i straffeloven

Uagtsomt manddrab er typisk den bestemmelse, der tages i brug i sager om dræbte i trafikken.

Ved et grundlovsforhør i marts blev samtlige mænd på trods af anklagemyndighedens ønske løsladt. De har siden været sigtet, mens politiets efterforskning stod på.

Det 55-årige offer arbejdede som efterskolelærer, og han var på vej hjem fra arbejde, da træet pludselig væltede ned over hans bil.

  • Episoden skete på Parnasvej. (Foto: © Jesper Nylander, DR)
  • Billedet er taget dagen efter hændelsen. (Foto: © Jesper Nylander, DR)
  • Fældet træ ved Sorø (Parnasvej). Hvor en 55-årig mand mistede livet, da det fældet træ ramte hans bil. (Foto: © Jesper Nylander, DR)
  • Fældet træ ved Sorø (Parnasvej). Hvor en 55-årig mand mistede livet, da det fældet træ ramte hans bil. (Foto: © Jesper Nylander, DR)
1 / 4

Var på vej hjem fra arbejde

I retten blev der nedlagt referatforbud på mandens navn, hvilket betyder, at medierne ikke må skrive den 55-årige dræbte mands navn.

Hans arbejdsplads har lavet flere opslag på sociale medier, hvoraf det fremgår, at han ar "fantastisk og et menneske, der gjorde indtryk".

- (Navn udeladt red.)'s død har efterladt os alle i chok og sorg. På efterskolen vil vi tænke tilbage på X og savne hans selskab. Vi vil huske (Navn udeladt red.), som en fantastisk lærer og et menneske, der gjorde indtryk.

- (Navn udeladt red.) var altid hjælpsom og altid pligtopfyldende. Et særligt kendetegn for (Navn udeladt red.) var, at han kunne snakke med alle og holdt af at gøre det.

Skolen har i forbindelse med dødsfaldet haft en krisepsykolog og en præst for at tale med elever og ansatte.

- At han ikke er her mere, er ubegribeligt og trist, lyder det blandt andet i et opslag på Facebook.

Det er uvist, hvordan de tiltalte forholder sig til anklagen.

Sagen mod de i alt ni mænd behandles ved Retten i Næstved. Den begynder den 17. december og ventes afslyttet i slutningen af januar.

Retten har afsat otte dage.