Der er aldrig helt mørkt uden for Majbritts gule rækkehus i Slangerup. Når solen går ned, lader hun lyset ved hoveddøren stå tændt.
- Jeg har ladet lyset stå tændt, siden Kasper begyndte at leve det hårde liv. Jeg kan jo risikere, at han bliver fundet død, og at politiet kommer for at fortælle det, siger Majbritt.
Majbritts søn, 41-årige Kasper, er hjemløs narkoman, og dørlampen har været tændt i de 21 år, hvor Majbritt har boet i rækkehuset. Og hvor Kasper er røget ud og ind af behandling for sit misbrug og har levet på gaden eller på herberg.
Kaspers liv som stofmisbruger har slidt på forholdet til moren, men hun holder fast og hjælper stadig sin søn, når han skylder penge, skal på hospitalet eller blot har brug for rene underbukser. Så starter hun sin Skoda Citigo og kører til Vesterbro i det indre København.
I dag har Majbritt hentet Kasper på misbrugscentret og taget ham med til DR Byen, hvor DR Nyheder har sat dem stævne for at tale om deres familieforhold og Kaspers stofmisbrug, der fylder alt for ham og til tider også for hans 65-årige mor.
Første fix
Kasper forsøgte at råbe vagt i gevær et godt stykke tid, inden dørlampen i Slangerup blev tændt.
- Jeg var 17 år, da jeg sad med nålen i armen første gang. Der var en, der hjalp mig, fortæller han godt 24 år og et utal af stik senere.
- Han ringede hjem til mig og sagde, at han havde stukket sig, husker Majbritt.
- Jeg fortalte altid min mor, når jeg havde taget noget. Det følte jeg, at jeg skulle gøre, så hun vidste, hvad jeg var ude i. Det var derfor, jeg gjorde det. Hun havde fortjent at få det at vide, hvis der skulle ske et eller andet. Så vidste hun, hvad det var, hvis jeg døde. Så vidste hun, at det var stoffer, siger Kasper.
Kasper er tydeligt påvirket af den bane kokain, han lige har taget. Han taler langsommere end for blot et kvarter siden, hvor abstinenserne havde sat ind, og hvor Majbritt ikke kunne få et ord indført, uden det blev fulgt op af en kommentar, der kunne være kommet fra en mortræt teenager.
Kasper lytter mere nu og snerrer mindre, men husker stadig, hvordan hans opkald for 24 år siden blev modtaget.
Nødråb
-Det var et råb om hjælp, og det har jeg gjort mange gange, siger Kasper.
Er dine nødråb blevet hørt?
-Nej, ikke altid. Min mor lyttede, men sagde, at hun ikke ville høre om det, og det kan jeg et eller andet sted godt forstå. Men hun er den eneste, jeg har et nært forhold til, og jeg kunne ikke bare gå ud og fortælle om mine problemer til fremmede. Jeg havde ikke andre at gå til, men det ville hun helst undgå, siger Kasper.
Irritationen mellem Majbritt og Kasper er ved at være væk, og Kasper lytter, da Majbritt forklarer sin reaktion på sønnens opkald.
- Jeg har for mange følelser i klemme, så jeg tænkte, at han måtte gå til professionelle og bede om hjælp der. Jeg kan ikke gøre noget, siger Majbritt, inden hun taler direkte til Kasper:
- Det gør mig ondt at se dig sådan, men du må gå til dem, der har forstand på det…
- Det har jeg prøvet så mange gange, afbryder Kasper og lyder igen irriteret.
Bebrejder du din mor, at du er i den situation, du er i?
- Nej, slet ikke. Det er udelukkende min egen skyld, siger Kasper og falder ned igen.
- Jeg kørte galt og brækkede ryggen i 2000, fordi jeg var påvirket af heroin. Det kan jeg ikke give andre skylden for. Det var mig, der satte mig ned i bilen og kørte påvirket.
Majbrit bekræfter:
- Han har aldrig nogensinde bebrejdet mig.
Indbrud hos mor
Majbritt administrerer Kaspers førtidspension på den måde, at pengene bliver sat ind på hendes konto, og at hun betaler regninger for ham, inden resten bliver hævet og overleveret til Kasper.
Men pengene dækker ikke Kaspers massive misbrug, og han skaffer penge ved at tigge, stjæle, sælge stoffer og lave indbrud. Sidstnævnte blandt andet hos mor i Slangerup.
- Jeg har stjålet fra mor, og det kan godt være, at hun ikke tror på det, men jeg har det dårligt med det, siger Kasper.
Det betyder, at Majbritt tager sine forholdsregler og blandt andet har gemt sine smykker godt af vejen. Hun er fuldt ud bevidst om, at Kaspers misbrug fylder alt, og at han vil gå rigtig, rigtig langt for at skaffe penge til stofferne.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan min mor ikke stole på mig. Jeg lyver tit over for hende. Og det er ærligt. Jeg lyver, når det handler om penge. Det ved hun også godt, siger Kasper.
- Ja, det ved jeg godt, konstaterer Majbritt.
- Men jeg nægter det hver gang, siger Kasper.
- Og jeg gider ikke diskutere det. Jeg ved det jo godt!
Majbritt lukker snakken om pengene og Kaspers løgne og åbner en ny om tillid.
- Jeg kommer nok ikke til at kunne stole 100 procent på Kasper igen.
- Det er jeg ked af at høre, siger Kasper stille.
- Jeg kan jo nok godt forstå det, men jeg kunne godt tænke mig, at hun begynder at stole på mig igen. Et eller andet sted må hun have en tro på mig, ellers ville hun ikke lade mig sove hjemme hos hende.
- Jeg kan jo se, at der er blod på tøjet
Og det er faktisk, når Kasper sover i rækkehuset i Slangerup, at Majbritt er mest rolig.
- Så sover jeg igennem. Det kan jeg ikke, når han ikke er hjemme. Så kører det rundt i hovedet på mig. Så tænker jeg på, hvad han nu laver, siger Majbritt.
Den tanke vil hun helst ikke tænke til ende, selv om Majbritt udmærket godt ved, hvad Kasper bruger det meste af sin tid på.
- Jeg kan jo se, at der er blod på tøjet, når jeg vasker det.
Men Majbritt har aldrig set Kasper indtage stoffer.
- Jeg bryder mig ikke om det, og det gjorde ondt, da jeg fandt kanyler hjemme hos mig selv. Jeg ved jo godt, hvad der sker, for Kasper er, som han er, men jeg vil ikke se det.
Er der til det sidste
Majbritt lever med en evig frygt for, at Kasper har taget eller er ved at tage sit sidste og fatale fix. Og Kasper har også truet med at tage sit eget liv.
Sådan er det at leve med en søn, der er hjemløs narkoman, har hun erkendt.
- Det er stofferne, der styrer ham. Jeg har sagt til ham, at jeg godt ved, hvad han vil vælge, hvis jeg presser ham til at vælge mellem mig og stofferne, fortæller Majbritt.
Derfor har hun aldrig stillet Kasper over for det ultimatum.
- Jeg ville få et bedre liv, hvis han gik bort. Og han ville få fred. Men det er jo ikke det, jeg vil have. Man ønsker sig altid det bedste for sit barn, og han vil altid være min dreng.
Hvorfor bliver du ved med at hjælpe Kasper?
- Jeg ved det ikke, men jeg er der nok til det sidste.
Majbritt og Kasper, der er med i DR1-programserien ’52 dage som hjemløs’, ønsker ikke at stå frem med fulde navne, men de er redaktionen bekendt.