Priserne på landbrugsprodukter skal stige, hvis ikke den nuværende krise i dansk landbrug skal ende meget galt. Det viser et notat fra landbrugets videnscenter, Seges.
Her fremgår det, at kun 14 procent af landets 3.257 mælkeproducenter kan skabe et overskud med de nuværende mælkepriser, som er faldet markant siden begyndelsen af 2014.
Dermed kører langt størstedelen af landets mælkebønder med underskud, forklarer erhvervsøkonomisk chef i Seges, Klaus Kaiser.
- Det er et meget vanskeligt scenarie. For det, der for alvor betyder noget for, om bedriften kan fortsætte, er, om der er likviditet nok.
Tusinder vil lukke uanset prisstigninger
Samlet set skylder landbruget cirka 360 milliarder kroner. Krisen er så dyb, at både Danske Mælkeproducenter og Danske Svineproducenter i dag har sendt mails til sine medlemmer og bedt de, der er værst ramt, overveje at dreje nøglen om, inden det er for sent.
Der er lys forude for en del af landmændene, når priserne på eksempelvis mælk og svinekød som ventet stiger igen. Det vil redde en del af landmændene, men ikke alle, fortæller Klaus Kaiser.
Ifølge hans beregninger er 15 procent af alle danske landmænd uanset hvad i så store økonomiske vanskeligheder, at de får svært ved at klare sig.
- Den almindelige strukturudvikling gør, at tre til fem procent af landbrugene forsvinder hvert år, og hvis man så lægger den øjeblikkelige krise til, vil det betyde, at vi inden for 5 – 10 år vil være nede på cirka 9.000 landbrug i stedet for 11.000 som i dag, siger Klaus Kaiser.
I begyndelsen af 2014 kunne landmændene få 3.2 kroner for en liter mælk. I dag er prisen nede i 2.13 kroner per liter.